»Det er et EKSTREMT GROFT brud på god etik.«
Verdens rigeste mand, Elon Musk, er rasende. Og hans vrede er rettet mod et helt bestemt medie, som sent onsdag aften kunne bringe en artikel om, at medlemmer af Teslas bestyrelse skal have kontaktet rekrutteringsfirmaer for at finde hans efterfølger.
For den udlægning – som er bragt i Wall Street Journal – er Elon Musk, der står i spidsen for Tesla, ikke enig i.
Langt fra.

I et opslag på det sociale medie X skriver han torsdag morgen dansk tid:
»Det er et EKSTREMT GROFT brud på god etik, at Wall Street Journal offentliggør en bevidst falsk artikel og undlader at medtage et utvetydigt dementi fra Teslas bestyrelse på forhånd!«
Med det henviser han til, at Tesla – med bestyrelsesformand Robyn Denholm som afsender – torsdag morgen dansk tid i opslag skrev har skrevet følgende:
»Tidligere i dag (onsdag aften, red.) var der en mediehistorie, der fejlagtigt hævdede, at Teslas bestyrelse havde kontaktet rekrutteringsfirmaer for at indlede en søgning efter en administrerende direktør i virksomheden.«
Videre lyder det fra Robyn Denholm:
»Det er helt forkert (og det blev kommunikeret til mediet, før historien blev offentliggjort). Teslas administrerende direktør er Elon Musk, og bestyrelsen har stor tillid til hans evne til at fortsætte med at gennemføre den spændende vækstplan, der ligger forude.«
Det var på baggrund af anonyme kilder, der – angiveligt – er bekendt med sagen, at Wall Street Journal onsdag aften lokal tid bragte en artikel om, at bestyrelsesmedlemmer i Tesla for omkring en måned siden rakte ud til flere rekrutteringsfirmaer for at finde en efterfølger til Elon Musk. Det skriver Reuters.
Det skulle – ifølge kilderne – være sket i kølvandet på tech-milliardærens omfattende engagement i administrationen under den amerikanske præsident, Donald Trump.

Elon Musk har den seneste tid været en af præsidentens største støtter og nærmeste rådgivere.
Det stod dog ifølge Wall Street Journal ikke klart, om eftersøgningsbestræbelserne på en efterfølger stadig skulle være i gang, skriver CNN.
I sidste uge lød det fra rigmanden, at han fra maj vil skære betydeligt ned på den tid, han bruger på som ledende figur for nedskæringsagenturet Doge, der de seneste tre måneder har gennemført føderale besparelser, og bruge mere tid på at køre Tesla, hvis aktier den seneste tid er raslet ned.
Det er sket, mens der samtidig har været flere protester og demonstrationer mod Musk, ligesom der har været begået flere tilfælde af hærværk mod Tesla-showrooms og -ladestationer i USA og Europa.

