Henter kommentarer

Elon Musk truer med at trække sig fra kæmpehandel – men Twitter holder ham fast


Elon Musks køb af Twitter har været på gyngende grund i ugevis, og nu er der kommet endnu mere brænde på bålet, skriver Bloomberg.

Den kendte erhvervsmands advokat har nemlig forfattet et brev og officielt klaget til Twitters ledelse over, at det sociale medie ikke skaffer data, der viser omfanget af falske brugere. Samtidig har advokaten understreget, at Musk er klar til at trække sig fra handlen, hvis Twitter ikke lægger den pågældende information frem på bordet.

Problemet med falske Twitter-brugere har Musk i ugevis brugt som en begrundelse for at sætte den milliardstore Twitter-handel på pause.

Læs også: Præsident Biden i skarp vending til Musk: 'Held og lykke'

Flere juridiske eksperter mener dog, skriver Bloomberg, at Elon Musk bruger spørgsmålet om falske brugere til at bane sig vej ud af handlen – eller som en undskyldning, der skal få parterne tilbage til forhandlingsbordet, så Musk kan få Twitter for en lavere pris end de nuværende 44 milliarder dollar.

Også Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, deler den opfattelse.

»Mere og mere tyder på, at Elon Musk har foretaget et impulskøb uden for alvor at tænke forudsætningerne igennem. Elon Musk’s offentliggjorte planer har været, at Twitter over de kommende 5 år skal næsten femdoble antallet af brugere. I den henseende virker det mest som om, Elon Musk enten har fortrudt og været for hurtigt ude og/eller vil genforhandle prisen til et lavere niveau,« siger Per Hansen.

Elon Musk har tilbudt at købe Twitter til 54,2 dollar per aktie. Aktuelt handles aktien dog i en noget lavere kurs på 39,56 dollar.

Læs også: Musk truer med massiv fyringsrunde – 'super dårlig fornemmelse'

De seneste uger har rigmanden krævet, at Twitters ledelse skulle dokumentere, at maks fem procent af platformens brugere er falske. Imens anslår Elon Musk selv, at den reelle andel kan være på 20 pct.

Som reaktion på den officielle klage mandag, har Twitter udsendt en meddelelse om, at de forventer, at handlen gennemføres til den nuværende kurs.

»Det er mere end blot en indikation på, at Elon Musk forsøger at trække et joker i det spil kort, som Twitter ikke anerkender, eller sagt med andre ord: Elon Musk har næppe skriftligt nedfældet et krav, der går på at Twitter skal kunne dokumentere, at eventuelle »bots« kun udgør en lille del af brugerne,« bemærker Per Hansen.

Per Hansen hæfter sig ved, at hvis Elon Musk vil springe fra handlen, så skal han have »en god grund« og formentlig betale en fortrydelsesbøde på 1 mia. dollar.

Millionærklubben åbner endnu engang dørene og inviterer til Lytternes Dag - live med publikum - hvor du kan møde Millionærklubbens porteføljeforvalter, Lau Svenssen og investor, erhvervsmand og redaktør på Proinvestor, Helge Larsen. Læs mere her.

Læs også: Musk: Vi har snart menneskelig robot klar

Læs også: Netflix dropper Danmark