Henter kommentarer

En række af Wall Streets klogeste hoveder har talt: Her skal aktiemarkedet hen i 2024


2022 gjorde ondt på aktieinvestorerne, men heldigvis har 2023 været en del bedre. Nu er det store spørgsmål så, hvad der skal ske med aktierne i 2024?

Det amerikanske erhvervsmedie Insider har samlet en oversigt over, hvor de største banker og finanshuse på Wall Street forudser, at aktiemarkedet skal hen i 2024. 

Og her er der forudsigelser om alt fra en økonomisk recession til aktieoptur. Hvis du vil læse, hvordan de  professionelle herhjemme ser aktiemarkedet udvikle sig den kommende tid, kan du læse mere her

Men før vi kigger ind i krystalkuglen skal vi lige have et par ting slået fast: I skrivende strund er det amerikanske elitetindeks S&P500 i indeksniveauet 4569, og indekset er steget med 19 pct. siden nytår. 

Læs også: Aktiechef hos milliardforvalter fremhæver tre aktier til 2024: 'Den er vanvittig billig på det her niveau'

BCA Research

S&P500-indekset ser ind i sit værste krak siden 2008 i takt med, at recessionen sætter i gang. 

Sådan lyder den dystre forudsigelse fra børshuset BCA Research.

»En recession i USA og eurozonen har været forsinket i år, men ikke undgået. De udviklede markeder fortsætter på vejen mod en recession, medmindre pengepolitikken lettes meget betydeligt,« lyder det i en forudsigelse fra BCA Research.

Aktiemarkedet kan dog undgå en tilbagegang næste år, hvis den amerikanske centralbank, Federal Reserve hurtigt begynder at sænke renten. Hos BCA holder man dog ikke vejret, da de ikke tror, at inflationen vil falde så hurtigt.

BCA Research forudser, at en recession næste år vil få S&P500-indekset til at falde til et sted mellem 3300 og 3700, før et mulig rebound kan sende det toneangivende aktieindeks op igen. Dermed venter de, at indekset skal falde et sted mellem 19 til 27 pct. i det nye år. 

Læs også: Investor bekymrer sig for dansk folkeaktie: 'Det er det rene gift'

JPMorgan Chase

Hos storbanken JPMorgan har de heller ikke meget tro på, at aktierne skal højere op i 2024.

Det skyldes de høje aktievurderinger, høje renter, en svagere forbruger, højere geopolitiske risici og en potentiel recession på vej.

»Vi forventer et mere udfordret makrobaggrund for aktier næste år med aftagende forbrugertendenser på et tidspunkt, hvor investorernes positionering og stemning i markedet for det meste er vendt,« lyder det fra storbanken i en analyse. 

»Aktier er nu højt værdisat med volatilitet tæt på det historiske lavpunkt, mens geopolitiske og politiske risici forbliver høje,« tilføjer de. 

JPMorgan forventer derfor en svag global indtjeningsvækst med et fald for aktierne fra deres nuværende niveau. De ser for sig, at S&P500-indekset skal ned i indeksniveauet 4200, hvilket svarer til et fald på 8 pct.

Læs også: Børshus: Køb disse 10 aktier i december til næste års optur

Morgan Stanley

Storbanken Morgan Stanley er dog en smule mere positive. 

De forventer et fladt aktiemarked i 2024, og de har et kursmål for S&P500-indekset på 4500.

Storbanken ser dog lommer af aktiemarkedet, som kommer til at klare sig bedre end andre.

Den ekstremt smalle optur for tech-giganterne kommer nok til at fortsætte i starten af det nye år, men vil senere falde sammen, lyder det fra Morgan Stanley. 

Derfor anbefaler Morgan Stanley investorerne at undgå de højt prissatte tech-aktier og i stedet fokusere på de defensive vækstaktier, som oftest bliver fundet i sundhedssektoren, forsyningsvirksomheder og forbrugsvarer, såvel som sene cykliske aktier, der typisk findes i industri- og energisektorerne. 

Læs også: Investor kan 'utroligt godt lide' svensk selskab: »Det er en virkelig lønsom forretning«

Stifel

Hos investeringsbanken Stifel tror man, at aktierne skal op fra det nuværende niveau.

De ser nemlig S&P500-indekset stige i første halvdel af det nye år til 4650 indekspoint. Det vil svare til en optur på 2 pct. fra det nuværende niveau, lyder det fra markedsstrategen Barry Bannister.

Strategen venter, at store vækstaktier vil klare sig dårligere i forhold til cykliske value-aktier indenfor finans, energi, materialer og ejendomssektoren. Derudover ser han ikke, at Federal Reserve kommer til at sænke renten i første halvdel af året. 

Læs også: Har du fået sat årets max ind på Danmarks mest attraktive opsparingskonto?

Goldman Sachs

Hos investeringsbanken Goldman Sachs tror man, at S&P500-indekset vil slutte 2024 en smule højere end hvor det befinder sig lige nu. De har et kursmål for indekset på 4700.

»Da højere renter i længere tid gør det vanskeligt at retfærdiggøre højere værdiansættelser end det nuværende niveau, er vores markedsprognose stort set på linje med indtjeningsvæksten,« lyder det fra storbanken. 

Virksomhedernes indtjening burde også forblive solide næste år, hvilket vil give en hylde til aktiekurserne, men kun så længe en recession afværges. 

Læs også: Aktieveteraner: Denne bog er værd at læse

Bank of America

Nu skal vi videre til en af de helt store optimister på det amerikanske aktiemarked – nemlig Bank of America.

De ser en aktieoptur i 2024, som skyldes de store fremskridt, som Federal Reserve har gjort med at stramme centralbankens pengepolitik efter mere end et år med aggressive rentestigninger.

»Vi er optimistiske - ikke fordi vi forventer at Fed vil skære i renten, men grundet hvad Fed allerede har opnået. Virksomhederne har tilpasset sig til de højere renter og inflation,« lyder det fra Bank of America i deres note om 2024. 

Derudover hjælper det også, at investorerne fortsat er fokuseret på en potentiel økonomisk recession, og dermed er mere fokuseret på de dårlige nyheder fremfor de gode nyheder. 

De tror S&P500-indekset kan komme helt op i kurs 5000.

Læs også: Jyske Bank: 3 danske aktier, der snart kan flyve i vejret - og to der kan dykke

RBC

Aktiemarkedets optur i november på 9 pct. har muligvis taget næste års aktiefest på forskud, men der er stadig mere optur forude, lyder det i den canadiske storbank RBCs udsigter for 2024.

De forventer, at den primære fremdrift i markedet næste år kommer til være det fortsatte fald i inflationen.

Den canadiske bank pointerer, at selvom det amerikansk præsidentvalg i 2024 kan give usikkerhed i markedet, så stiger S&P500-indekset gennemsnit med 7,5 pct. i år med valg.

De har et kursmål på S&P500-indekset på 5000.

Læs også: Strateg i Morgan Stanley ser ujævn december for aktier

Federated Hermes

Stærke underliggende trends på aktiemarkedet kommer højst sandsynligt til at udvikle sig i 2024, lyder det fra chefaktiestrategen Phil Orlando hos formueforvalteren Federated Hermes.

»Vi tror, at aktier skal højere op. De er gået fra 4100 til 4500, og vi tror, at det er en trend, der har ben,« udtalte strategen i sidste måned. De ser, at S&P500-indekset skal i kurs 5000 i det nye år. 

Han er optimistisk, fordi han tror Fed er færdig med at hæve renten, eftersom inflationen er faldet betydeligt siden dens top.

Læs også: Strategichef: 'Opsigtsvækkende' udvikling er godt nyt for renteplagede danskere

Deutsche Bank

Men selvom Phil Orlando er optimistisk, så er der alligevel andre, der er endnu mere optimistiske.

Storbanken Deutsche Bank ser nemlig S&P500-indekset stige med 10 pct. i det nye år til en kurs på 5100. Og hvis økonomien undgår en recession kunne den optur endda blive fordoblet til en optur på omkring 19 pct.

Den amerikanske økonomi nærmer sig nemlig en blød landing i takt med, at inflationen falder og BNP-væksten fortsat er solid – og det er et fantastisk scenarie for aktiemarkedet, ifølge Deutsche Banks aktiemarkedsperspektiv for 2024.

Og selv hvis en økonomiske recession rammer i det nye år, så burde det ikke påvirke aktierne så dramatisk, fordi de fleste investorer allerede venter det, skriver banken.

Læs også: Strateg forudså opsigtsvækkende comeback – nu advarer han mod skarp vending

BMO

Aktiemarkedet vil endnu en gang levere et år med solide afkast i 2024 - også hvis der kommer en økonomisk recession, lyder det i den canadiske bank BMOs forudsigelser for 2024. 

Faldende inflation, faldende renter, et stærkt arbejdsmarked og stigende indtjening hos virksomhederne er medvind, der vil drive yderligere optur i aktiemarkedet næste år, forudser banken.

»Det amerikanske aktiemarkeds præstation og fundamentale forhold i 2023 fulgte manuskriptet, efter vores opfattelse, for at lægge grundlaget for, hvad vi fortsat tror vil være en normal vej for indtjeningsvækst, værdiansættelsestendenser og prisudvikling, som sandsynligvis vil udfolde sig i løbet af de næste tre til fem år,« skriver banken.

Banken ser, at S&P500-indekset skal i kurs 5100.