I dag kan der lande en særlig afgørelse, som kan få stor betydning for de finansielle markeder.
Den amerikanske højesteret er nemlig på trapperne med en kendelse om, hvorvidt den amerikanske præsident Donald Trumps toldsatser er lovlige.
Sådan lyder det fra Søren Kristensen, der er cheføkonom i AL Sydbank.
»Det kan give store skvulp på finansmarkederne og mere eller mindre kaos i amerikansk økonomi, hvis tolden dømmes ulovlig,« lyder det fra cheføkonomen.
Sidste år kastede Trump omkring sig med told på diverse varegrupper og lande. Det ramte de finansielle markeder med storm. Særligt efter et pressemøde i Det Hvide Hus' rosenhave, hvor Trump kom med en lang liste af toldsatser, blev aktiemarkedet hårdt ramt. Det amerikanske S&P 500-indeks dykkede med 10 pct. på bare to dage.
Et par lavere retsinstanser har allerede peget på, at noget af tolden udstedt med præsidentielle dekreter ikke er lovlig og følger højesteret den retning, så skal tolden fjernes, og pengene skal betales tilbage til de berørte virksomheder, lyder det fra Søren Kristensen.
»Set udefra virker det også overraskende, hvis det er helt efter bogen, da det skal begrundes i amerikansk national sikkerhed. Det er det næppe det hele,« siger cheføkonomen, der tilføjer:
»For eksempel ikke, da Trump lagde 10 pct. ekstra told på Canada som følge af en reklame i canadisk tv, han ikke brød sig om.«
Det bliver dog næppe let at omgøre tolden, forudser Søren Kristensen. Pengene skal nemlig både findes og måske efterfølgende deles rundt i forsyningskæden, hvis man er blevet enige om at dele regningen.
De eneste, der med sikkerhed ikke får noget, er de amerikanske forbrugere.
»Det kan i udgangspunktet være en god nyhed for amerikansk økonomi og finansmarkederne, men der er også et par faktorer, der kan tale i den modsatte retning,« forudser cheføkonomen.
Han ser, at Trump kunne finde på at reagere ved at finde andre måde til at pålægge told, og i udgangspunkt vil det kræve et større samarbejde med kongressen.
Derudover bliver der efterladt et større hul i statskassen, og det kan betyde udstedelse af flere amerikanske statsobligationer, hvilket i sidste ende kan føre til højere renter i USA - og måske globalt.

