Én ting er afgørende for din økonomi resten af livet - og det er ikke aktier, mener Lau Svenssen

Hvordan ville Millionærklubbens eksperter bygge deres formue op fra bunden, hvis de som unge havde samme erfaring, som de har i dag?
Det spørgsmål landede fredag i fredagens udsendelse af Euroinvestors podcast, og både Lau Svenssen, chefanalytiker i Svenssen og Tudborg, og teknisk analytiker Lars Persson havde et par bud.
Først og fremmest er det ifølge Lau Svenssen vigtigt, at man som ung både er sparsommelig og fornuftig - også selvom det ifølge ham sjældent passer til unge menneskers adfærd.
Man skal få bygget en opsparing op. For dem, der ikke har arvet pengene, er der kun én vej til det - nemlig ved at spare op.
»Du er nødt til at arbejde og tjene dem (penge red.). Sådan er det i det her land,« siger han og tilføjer, at der er en lille række udgifter, der er de tungeste:
Det er husleje, biler og rejser.
Er man bagude med sin privatøkonomi som ung, er man det sandsynligvis også, når man rammer sluttresserne, lyder det videre fra Lau Svenssen.
»Det lyder banalt, men det er ikke engang løgn,« siger han.
Foruden at være fornuftig og »have hovedet foran«, gælder det ifølge Lau Svenssen om at få foden ind på boligmarkedet - og jo før desto bedre.
»Lad mig sige det på den måde: Fast ejendom er vigtigt for din formue. Et hus til 2 mio. kr. kan du efter 15 år sælge til 3,5 eller 4 mio. kr.,« siger Lau Svenssen og fortsætter:
»Vi synes, at aktier er sjove, men det er sekundært. Det handler om at begå sig godt på boligmarkedet. Dummer man sig der, kan man komme galt afsted, og så kan du få 5-8 år, hvor du nærmest bliver insolvent, fordi din friværdi bliver negativ, og så sidder man der og kukker.«
I øjeblikket er boligmarkedet flere steder i landet brandvarmt - og særligt i hovedstaden, bliver lejlighederne solgt til markant højere priser end for blot få år siden.
Lau Svenssen forstår da også godt, hvorfor så mange gerne vil være med i festen.
»Man skal omgå (boligmarkedet red.) med forsigtighed, men man skal tidligt ind på det marked, og derfor kan jeg godt forstå, så mange vil tidligt ind. Det gælder om at komme ombord. Så må forældre og bedsteforældre komme og hjælpe til.«
Millionærklubbens anden aktieekspert, Lars Persson, fortæller blandt andet, at han ville proppe kryptovaluta i porteføljen - og måske egentligt også investere i rigtige digitale valutaer.
»Det er en ny og spændende teknologi, der bliver arbejdet med der. Man kan ikke komme udenom det,« siger den tekniske analytiker, som ville have om 2-5 pct. krypto i sin samlede portefølje.
Hvad de to erfarne investorer ellers ville overveje, hvis de skulle starte forfra med al den viden, de har i dag, kan du blive klogere på i fredagens udgave af Millionærklubben, hvor der blev svaret på spørgsmål fra lytterne.
Lyt med via afspilleren herunder eller i din foretrukne podcastapp.
