Henter kommentarer

Endnu et chok rammer Norwegian-aktionærer på mandag


Fra mandag 10. august er freden igen forbi for Norwegian. Milliarder af aktier bliver frigivet på markedet, da de långivere, der har konverteret gæld til aktier, for første gang får mulighed for at sælge aktierne på børsen.

I videoen ses udviklingen i Norwegians markedsværdi. Videoen er lavet via Flourish Studios.

Iagttagere vurderer, at det kan betyde endnu en dramatisk periode med kraftigt faldende kurser til følge.

I løbet af den seneste måned har Norwegian-aktierne ellers udviklet sig i en mere stabil retning. Godt nok er kursen sevet stille og roligt, men de vilde  yo-yo-bevægelser, der angiveligt også lokkede tusindvis af danske privatinvestorer til købsknappen i løbet af foråret, er aftaget. For en stund.

Den store redningsplan for Norwegian betyder, at gæld for milliarder blev konverteret til aktier, så leasingselskaber og obligationsinvestorer kunne få bare en lille del af deres penge retur. Aftalen blev skruet således sammen, at de tidligere kreditorer og nyslåede aktionærer skrev under på en lockup periode, der udløber over tre omgange. De skæbnesvangre datoer er: 9. august, 9. oktober og 9. december. Først herefter kan de nye mange nye aktionærer sælge deres aktier.

Markedet oversvømmes med aktier

Ifølge det norske erhversmedie E24 betyder det, at mængden af aktier, der reelt kan handles på børsen i Oslo stiger fra 600 mio. stk. til 1600 mio. stk.

»Jeg tror aktionærerne i Norwegian skal finde lommeregneren frem,« siger den erfarne norske finansmand og kapitalforvalter, Jan Petter Sissener til E24.

Ved lukkekursen onsdag eftermiddag kl. 17.00 var Norwegians markedsværdi 7,15 mia. norske kroner svarende til 5 mia. danske kr.

Ifølge kommunikationschef Andreas Hjørnholm fra Norwegian i Danmark er selskabet fortsat stærkt underdrejet på aktiviteten.

»Før corona ramte os havde vi omkring 150 aktive fly. Så lukkede vi ned over to omgang, der betød, at vi i april, maj og juni kun havde 8 aktive fly, der alene fløj indenrigs i Norge. 1. juli åbnede vi mere op, så vi nu har 20 aktive fly, der flyver ud af Oslo, København og Stockholm,« siger Anders Hjørnholm til Euroinvestor.

Antallet af kontoransatte funktionærer tæller fire personer i Danmark i alt - inklusiv Anders Hjørnholm selv, oplyser han. Da selskabet var på sit højeste var der 11.000 medarbejdere i alt og kommunikationschefen havde omkring 700 kolleger i Danmark.

Behov for mere kapital

Spørgsmålet er så, hvad fremtiden bringer for Norwegian og de mange danske private investorer, der hoppede ombord i håb om hurtige gevinster.

»Norwegian får efter alt at dømme brug for yderligere kapitaltilførsel. Der er risiko for, at der skal et par milliarder mere i kassen i 2021,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank til Euroinvestor.

Jacob Pedersen henviser til en passage i det seneste regnskab, hvor selskabet selv flager risikoen for, at der skal hentes flere penge ind. Han understreger, at Sydbank ikke har analysedækning af selskabet, og han vil derfor ikke give sit bud på en fair værdi af selskabet.

»Men de fik ca. 12 mia. kr. i kassen ved redningsplanen. Vi kan i hvert fald konstatere, at de penge stille og roligt siver ud af selskabet igen,« siger Jacob Pedersen.

Tilbage til den norske kapitalforvalter Jan Petter Sissener, som ser den kommende oversvømmelse af nye aktier som et klart tegn på kursen skal ned.

»Det siger selv, at når man får en milliard aktier nu og så to millarder året ud, så vil det slå ud på kursen. Efterspørgslen vil ikke blive særligt meget højere end, hvad den er i dag. Der vil være masser af Norwegian-aktier.«

»Spørsmålet er hvor langt ned kursen går,« siger Jan Peter Sissener til E24.

Kursen kan halveres herfra

Størrelsen på den kommende nedtur har investeringsøkonomen Mads Johannesen fra den norske del af børsmægleren Nordnet imidlertid et meget klart bud på.

For ikke nok med, at de konverterede aktier snart kan sælges, så vælter det fortsat ind på markedet med helt nye Norwegian-aktier. Obligationsejerne er nemlig langt fra færdige med at beslutte, om de vil konvertere gæld til aktiekapital endnu. Konverteringsprocessen er nemlig stadig i fuld gang her flere måneder efter, at planen blev offentlggjort.

Nordnet-økonomen peger på, at aktien i et stykke har handlet til et leje, der tyder på, at investorerne ikke har taget højde for den løbende konvertering af gæld til aktier.

»Jeg tror, aktien falder med yderligere en krone før konverteringsprocessen er færdig i løbet af fjerde kvartal,« lyder det fra Nordnet i Norge til E24.

Ved onsdagens lukkekurs på børsen i Oslo blev Norwegian sendt næsten 5 pct. ned til lige godt 2 kr. pr. aktie. Nordnet mener således, at kursen skal halveres. I løbet af de seneste 12 måneder har aktionærerne mistet stort set hele værdien. Tabet kan nu opgøres til 95 pct.

Læs også: Norwegian sagsøger Boeing i sag om fly for milliarder