Henter kommentarer

Endnu et selskab vil forlade børsen

Softwareselskabet SameSystem vil forlade vækstbørsen First North.

Det fremgår af en indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling, hvor det eneste punkt på dagsordenen drejer sig om blive afnoteret fra Nasdaq First North Growth Market Denmark.

SameSystem blev børsnoteret i juni 2021. Ved børsentren lød kursen på 5,25 kr. I dag kan man købe en aktie i selskabet til 1,20 kr., hvilket svarer til et fald på 77 pct.

Selskabet skriver, at man har oplevet god omsætningsvækst og trådt ind på nye markeder, men at man ikke har »leveret resultater i henhold til børsnoteringsperspektivet.«

»Et fald på 77 pct. i aktiekursen siden den første notering og en konsekvent lavt handelsvolumen på Nasdaq First North Growth Market Denmark tyder også på begrænsede fordele for selskabet og dets aktionærer ved at opretholde en offentlig børsnotering,« lyder det fra SameSystem i indkaldelsen.

En afnotering vil potentielt betyde årlige besparelser på cirka 2,5 mio. kr., vurderer SameSystem, som skriver, at den nuværende markedsværdi ikke afspejler selskabets reelle værdi.

»Efter vores vurdering afspejler den nuværende markedsværdi på Nasdaq-børsen ikke virksomhedens reelle værdi, og vi tror på, at alle aktionærer vil have det bedre med en afnotering.«

Den ekstraordinære generalforsamling vil blive afholdt den 1. november.

Inden da holder SameSystem informationsmøde den 26. oktober.