De seneste uger har mindet investorer om, hvor stærkt AI-temaet stadig er på aktiemarkedet.

Denne gang er det dog ikke kun Nvidia, der trækker overskrifterne. Aktier som Micron, SK Hynix, AMD og Lumentum er steget kraftigt på meget kort tid.

Det fortæller en vigtig historie om, hvor AI-cyklussen befinder sig.

AI-bølgen breder sig nu ud i flere dele af infrastrukturen. Først handlede det om grafikkort og accelererede chips. Derefter om de store cloudplatforme, som skulle gøre AI-modellerne tilgængelige for virksomheder og udviklere.

Nu opstår flaskehalsene i stigende grad andre steder i værdikæden: hukommelse, netværk, optiske komponenter, datacentre og strøm.

Det er derfor ikke tilfældigt, at memoryaktier som Micron og SK Hynix er kommet i fokus. Når AI-modeller skal trænes og bruges i stor skala, kræver det ikke kun mere computerkraft, men også hurtigere og mere avanceret hukommelse. 

Det samme gælder for virksomheder som Lumentum, der leverer teknologi til den optiske infrastruktur, som forbinder de enorme datacentre. AI er ikke længere kun en chiphistorie. Det er en infrastrukturhistorie.

Men de kraftige kursstigninger rejser også et vigtigt spørgsmål: Hvor meget kan og skal verdens største teknologivirksomheder investere i AI-infrastruktur?

Ifølge Bank of America skal hyperscalernes AI-investeringer fortsætte med at stige markant, hvis de mest optimistiske forventninger til leverandørerne i AI-økosystemet skal indfries.

Estimaterne peger på flere hundrede milliarder dollar årligt og potentielt mere end 1.000 mia. dollar i 2027. Det er enorme tal - selv i teknologisektoren.

Derfor er spørgsmålet ikke længere, om der investeres meget i AI. Det gør der. Spørgsmålet er, om investeringerne kan skabe et attraktivt afkast.

Her bliver softwaresektoren interessant. For hvis AI-infrastrukturen skal retfærdiggøre de enorme investeringer, skal teknologien også omsættes til konkret værdi hos kunderne. Og netop her begynder vi nu at se de første mere håndfaste datapunkter.

ServiceNow har allerede vist, at virksomhedens AI-løsninger kan blive en væsentlig omsætningsdriver. Datadog leverede i sidste uge et stærkt regnskab, hvor væksten blandt andet understøttes af mere komplekse cloud- og AI-miljøer hos kunderne.

Når virksomheder bygger flere AI-applikationer og automatiserede arbejdsgange, stiger behovet også for overvågning, sikkerhed, datastyring og drift.

Samtidig ser vi, at mange digitalt fødte virksomheder begynder at få mere ud af de samme medarbejderressourcer. AI gør det muligt at automatisere arbejdsopgaver, forbedre kundeservice, skrive kode hurtigere og drive forretningen mere effektivt.

Udviklingen er stadig tidlig, men den peger på, at AI ikke kun bliver en ny udgiftspost. Den kan også blive en produktivitetsmotor.

Det betyder ikke, at risikoen er væk. Tværtimod bliver kravene nu højere. Jo mere der investeres i datacentre, chips, hukommelse og netværk, desto vigtigere bliver det, at kunderne kan dokumentere et afkast på brugen af AI. 

I den næste fase af AI-cyklussen er det ikke nok at vise store visioner. Virksomhederne skal vise vækst, indtjening og produktivitetsgevinster.

AI-boomet har derfor ikke nødvendigvis toppet. Det har snarere skiftet karakter. Første fase handlede om at bygge kapaciteten. Næste fase kommer til at handle om at bevise, at kapaciteten skaber værdi.

For langsigtede investorer handler det derfor ikke om at købe alt, der har AI i navnet. Det handler om at finde de virksomheder, der enten leverer de mest kritiske dele af infrastrukturen eller formår at omsætte AI til konkrete resultater for kunderne.

Denne kommentar er skrevet af Henrik Karlsen, investeringschef i Horizon3. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi.

Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.