Hos pensionsselskabet Velliv har man aktier for et millionbeløb i selskabet bag den amerikanske præsident, Donald Trumps, sociale medie Truth Social, Trump Media & Technology Group.
Det skriver Finans på baggrund af selskabets seneste opdaterede liste over pensionsselskabets beholdning pr. 31 december 2024.
»Det stemmer overhovedet ikke overens med deres værdier. Den sociale platform er kendt for at sprede misinformation og også for at være forbundet med en person, som på ingen måde er i trit med disse holdninger om ansvarlige investeringer, som Velliv slår sig op på,« lyder det ifølge mediet fra Andreas Rasche, der er professor i bæredygtig finansering på CBS, og som er overrasket over investeringen.
Hos Velliv selv fortæller man, at man ikke var klar over, at de havde aktier i Trump-mediet, og at man nu vil ekskludere dem fra porteføljen.
»Trump Media & Technology Group Corp. er faktisk isoleret set ikke i konflikt med vores politik, og derfor har vores eksterne bureauer ikke rejst et flag. Vi har ikke ressourcer til at dykke ned i hver enkelt aktie, vi har, men hvis vi var opmærksomme på, at vi investerede i det her selskab, havde vi selvfølgelig fjernet det noget før,« siger pressechef i Velliv Mikkel Bro Petersen til Finans.
Læs også: Hæver kursmål på Vestas-aktien: Så stort kurspotentiale ser børshus

