
Er luksusaktierne på vej til at gøre comeback i 2026?
Store europæiske luksusaktier har i et stykke tid været et skidt sted at være som investor, men noget er ved at ændre sig.
Efter store kursfald hos de 4 store modegiganter, LVMH, Hermes, Richemont og Kering, er kurserne begyndt at vende, og det samme er de gang på gang skuffende resultater.
Dette kan betyde, at luksusaktier endnu engang kan ”komme på mode”, og ser man frem i mod 2026, tyder meget på at virksomhederne kan komme ud af den omsætningskrise, der har stået på siden starten af 2023.
Som vist nedenfor, oplevede de 4 store europæiske modegiganter alle exceptionel vækst i 2022 og dele af 2023 på ca. 20-30 % årlige vækstrater. Dette var i høj grad drevet af stor efterspørgsel efter luksusvarer efter corona-nedlukningen samt højere prisreguleringer som følge af den generelt højere globale inflation.
Siden da er væksten afmattet gevaldigt, og alle 4 virksomheder, på nær Hermes, har i perioder siden 2023 oplevet markante negative vækstrater.
Værst er det gået for Gucci-ejeren, Kering, der over sommeren 2025 oplevede en negativ omsætningsvækst på næsten 20 pct.
Som vist nedenfor, er vækstkrisen dog ventet at være fortid, og til næste år venter markedet ifølge Bloomberg, at de 4 modegiganter alle formår at vokse deres omsætning igen med ca. 5-10 pct. årlig vækst.
Kilde: Bloomberg, Saxo Bank, tal markedet med, EST, er forventede tal.
Et håb om bedre tider for luksusaktierne, er også begyndt at vise sig i aktiekurserne, hvor den hårdt ramte Kering-aktie de sidste 6 måneder er steget med næsten 100 pct.
Overordnet set er det dog stadig den aktie der er faldet mest fra toppen, ”all time high”, af de fire omtalte luksusvirksomheder.
På trods af potentialet i luksusvirksomhederne, er de 4 aktiers værdiansættelse relativt til deres indtjening de sidste 12 måneder højere end markedsgennemsnittet.
Hermes og Kerings værdiansættelse er målt ud fra dette parameter bemærkelsesværdig høj, og begge handler til over 50x deres indtjening.
Den høje værdiansættelse kan dog skyldes, at Hermes, som vist nedenfor, har væsentlig bedre profitabilitet end de 3 andre luksusvirksomheder, og Kering er i gang med en, ind til videre, succesfuld ”turnaround”.
Kilde: Bloomberg, Saxo Bank
Denne kommentar er skrevet af Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen, nordisk investeringsstrateg i Saxo Bank. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.

Stor guide: 57 geniale gaver



















