Det amerikanske valg til november - og i særdeleshed de konsekvenser og den usikkerhed, som det skaber på markedet -  har gjort, at den erfarne investor og økonom Steen Jakobsen kun har omtrent 25 pct. af sine midler investeret i øjeblikket. 

Der er dog et sted, hvor han i øjeblikket er i gang med at købe op. Det fortæller han i et interview med Euroinvestor. 

»Det eneste trade, som jeg kan se i markedet lige nu på mellemlang sigt, er at købe råvarer. Relativt til alt andet, er råvarer billige i øjeblikket,« siger Steen Jakobsen og tilføjer: 

»Det eneste nye, som jeg har gjort i min portefølje over det sidste kvartal, er at købe en råvare fond.«

Præcis hvorfor Steen Jakobsen mener, at det i øjeblikket er et godt tidspunkt at købe op i råvarer på, vender vi tilbage til. For først skal vi forstå, hvorfor han i øjeblikket kun har en fjerdedel af sine midler investeret. 

Læs også: Garvet investor: Sådan handler han A.P. Møller-aktien lige nu

Steen Jakobsen betegner sig selv som en klassisk langsigtet investor, der i et neutralt marked vil have placeret 25 pct. af sine midler i aktier, 25 pct. i obligationer, 25 pct. i råvarer og 25 pct. i CLO-er eller cashlignende produkter. En CLO er et struktureret produkt eller værdipapir, der dækker over forskellige typer lån. Det er derfor meget atypisk for ham, kun at være 25 pct. investeret overhovedet. 

»Det sker kun en gang hver 10. år, at jeg er så konservativ,« siger Steen Jakobsen, der investerer gennem sit family office Limus Capital. 

Han ser massiv usikkerhed i forbindelse med det amerikanske valg - en begivenhed som han også kalder »den største begivenhed i år«: 

»Ingen, jeg kan snakke med, kan give mig nogle kvalificerede bidrag til, hvordan det kommer til at se ud efter valget,« siger Steen Jakobsen. 

Han kan derudover også se scenarier, hvor resultatet af valget vil blive udfordret - og at der derfor kan være usikkerhed omkring resultatet helt frem mod årsskiftet. Det kan udsætte den afklaring omkring udfaldet, som mange investorer afventer. 

Læs også: Storbank: Særlig begivenhed kan sende Novo Nordisk-aktien markant op eller ned

Derudover handler markedet på »historisk høje multipler«, samtidig med, at der er geopolitiske risici i Mellemøsten, som investorerne ifølge Steen Jakobsen ikke har priset korrekt. 

»Så hvorfor skulle jeg tage en masse risiko på et tidspunkt, hvor jeg ved, at jeg har mindre end 50/50 sandsynlighed for at ramme rigtigt,« lyder det fra Steen Jakobsen. 

Og så er vi fremme ved, hvorfor den erfarne økonom og investor mener, at det er en god ide at købe råvarer i øjeblikket. Her fremhæver han, at det historisk har vist sig, at det bedste tidspunkt at købe råvarer på er, når der bliver konstateret en recession. 

»Man skal gøre det på det tidspunkt, hvor centralbankerne bliver agressive i forhold til at sænke renten,« siger Steen Jakobsen. 

Læs også: Peger på særligt værdipapir med store kursudsving: Sådan ville strategen tjene på rentefald

Han påpeger, at recessioner oftest bliver konstateret bagud - i den forstand, at man definerer to kvartaler i træk med fald i bruttonationalproduktet (BNP) som en recession. 

»Der er ikke meldt en recession endnu. Men det er der efter min mening. Defineret som, at den amerikanske økonomi dag har en vækstrate - der ikke nødvendigvis er negativ - men som ikke er høj nok til, at den gennemsnitlige amerikaners disponible indkomst stiger,« siger Steen Jakobsen, der vurderer, at hvis vi kigger tilbage på den nuværende periode om seks seks måneder, så vil man kunne beregne en recession. 

»Derfor køber jeg råvarer. Jeg tror, at vi er på vej ind i lavpunktet. Og jeg tror, at det vækstmæssigt - og med det mener jeg konstateringen af, at det ser værre ud, end man tror -  vil finde sted et eller andet tidspunkt mellem valgdagen 5. november og slutningen af første kvartal 2025,« siger Steen Jakobsen.