Erna Solberg om ægtemandens aktiehandler: 'Den største krise i ægteskabet nogensinde'


Norges tidligere statsminister Erna Solberg kalder i en ny bog forløbet omkring sin ægtemands aktiehandler for »den største krise i ægteskabet nogensinde«.
Det fremgår af hendes nye biografi »Mit liv som Erna«, der udgives af forlaget Kagge, skriver E24.
Bogen er skrevet i samarbejde med Dagbladets chefredaktør Gunnar Stavrum. Her zoomer ind på Erna Solberg og perioden i efteråret 2023, hvor det norske erhvervsmedie E24 afslørede, at ægtemanden Sindre Finnes i hemmelighed havde handlet aktier, mens hun var statsminister.
Erna Solberg lægger ikke skjul på, at hun oplevede sagen som »et stort svigt«, men slår samtidig fast, at et brud aldrig var på tale - blandt på grund af parrets to fælles børn.
Sagen begyndte i august 2023, da E24 afdækkede, at Sindre Finnes handlede aktier i omkring 20 selskaber. Den 8. september – tre dage før kommunevalget – erkendte Solberg, at hun ikke var blevet løbende orienteret.
Først fire dage efter valget fremlagde hun en liste med 3.640 handler foretaget under hendes embedsperiode, herunder i selskaber som Norsk Hydro, Nekkar og Kongsberg Gruppen. Den sene offentliggørelse mødte hård kritik.
Blandt transaktionerne var væddemål på kursfald på Oslo Børs i »bear-produkter«, kort før regeringen i september 2020 varslede corona-restriktioner.
I november 2023 erkendte Erna Solberg i en høring i Stortinget, at hun havde været inhabil i flere sager.
Samme måned afviste det norske bagmandspoliti, Økokrim, at indlede efterforskning, da der »ikke er fundet rimelig grund til at undersøge, om der foreligger strafbare forhold«.
Erna Solberg var statsminister fra 2013 til 2021 og ledede partiet Høyre i 22 år, indtil Ine Eriksen Søreide overtog posten i februar i år.