Der er netop landet friske inflationstal for eurozonen i august.
Inflationen for august lander på 2,1 pct., når man sammenligner med samme periode året før. Markedet havde ventet, at tallet ville lande på 2 pct.
Den månedlige udvikling - fra juli til august - er på 0,2 pct.
Kigger vi på kerneinflationen, der er renset for volatile fødevarer- og energipriser, så lander den på 2,3 pct. sammenlignet med august sidste år. Det var på samme niveau som i juli, men en smule højere end markedet havde ventet.
Her havde man nemlig set en tilbagegang til 2,2 pct.
Ifølge Sydbank kommer dagens inflationstal til at dræbe al spænding omkring næste uges rentemøde i Den Europæiske Centralbank:
»Udviklingen dræber med al sandsynlighed også den sidste mikroskopiske spænding om næste uges rentemøde i Den Europæiske Centralbank (ECB). Her kommer ECB til at holde renten i ro på 2 procent, ligesom det var tilfældet i juli,« skriver seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar.
Samme vurdering kommer også fra Danske Banks chefanalytiker Bjørn Tangaa Sillemann:
»Som vi ser det, peger pilen stadig tydeligere på, at ECB er færdige med at sætte renten ned i denne omgang. Det er ikke ligefrem, fordi økonomien buldrer derudad, men der er tydelige tegn på, at rentenedsættelserne virker,« skriver han i en kommentar:
»Vi tror, 2025 vil være præget af fortsat ganske slatten vækst i euroområdet, og derfor er risikoen i år også snarere, at der kommer en rentenedsættelse mere, end at man sætter renten op.«
Den europæiske centralbank kommer med sin næste rentebeslutning torsdag i næste uge.

