Europæiske AI-aktier i optur


Flere europæiske aktier som på den ene eller anden måde forbindes med udbredelsen af kunstig intelligens bliver sendt op i torsdagens handel.
Mikrochips ventes at blive essentielle i udbredelsen af kunstig intelligens. Europæiske selskaber indenfor branchen er blandt andet STMicroelectronics, BE Semiconductor og ASML. De tre aktier stiger torsdag middag med cirka 4 til 2 pct.
Herhjemme bliver kabelproducenten NKT sendt op med 1,5 pct., mens selskabets italienske konkurrent Prysmian stiger med 2,8 pct.
Begge selskaber er tidligere blevet udpeget som vindere, når der skal bygges kæmpe datacentre til at køre den kunstige intelligens.
Vindmølleproducenten Vestas og konkurrenten Siemens Energy stiger begge med cirka 2 pct. Kunstig intelligens kræver store mænger af energi, hvor blandt andet vindmøller vurderes at skulle spille en rolle.
Til Reuters lyder det om opturen i AI-aktier torsdag fra Fiona Cincotta, der er markedsanalytiker hos City Index, ifølge Finans:
»Positive udviklinger omkring AI-handelen støtter stemningen, men det er ikke bare et spørgsmål om, at AI opvejer bekymringerne over USA-Iran-spændingerne. Investorer er også blevet lidt mere immune over for udviklingerne i den historie og ser dem som en del af det, der altid har været en bumpet vej mod en bredere aftale,« siger hun.