Henter kommentarer

Europas kronjuvel stormer frem, men er der mere at komme efter? Få analytikernes bud her

Foto: Mathias Svold
Vis mere

En af kronjuvelerne på det europæiske aktiemarked er steget med over 40 pct. den seneste måned. Peter Garnry, garvet investor og CEO hos Gesda Capital, kalder stigningen »helt vanvittig«.

Aktien er den hollandske chipkæmpe ASML, der endelig er kommet med på bølgen af kunstig intelligens, som har drevet aktierne frem. Men hvor langt kan den stige ifølge analytikerne? Det har Euroinvestor undersøgt.

Årsagen til den vilde kursstigning er ifølge Peter Garnry, at ASML indtil nu har stået på sidelinjen i det kunstig intelligens-ræs, der primært har fundet sted i USA. Nu er den europæiske virksomhed altså kommet med.

»Der er kommet en positiv nyhedsstrøm for ASML, med mange nye opgraderinger af analytikernes holdning til aktien. Det har gjort, at de er blevet suget ind i det momentum, der kører,« siger Peter Garnry.

Læs også: ASML smider milliarder i fransk AI-startup

En af forklaringerne på den langsomme start kan findes i chipkæmpens mere tilbageholdne udmeldinger sammenlignet med virksomheder på den anden side af Atlanten.

»ASML har været forsigtige i deres egne forventninger (guidance), i forhold til amerikanske selskaber, der puster sig selv op og slår sig på brystet. For eksempel så er Oracle ikke bleg for at love høje forventninger, som investorerne så køber ind på,« fortæller den rutinerede investor, der understreger risikoen ved de tårnhøje forventninger.

»Det kan vende hurtigt. Den eufori, der er om kunstig intelligens, minder til dels om dotcom-boblen. Bare hvis man kigger på virksomhedernes værdiansættelse, så er vi omkring det niveau, man havde i dotcom,« siger han.

Når man kigger på analytikernes syn på aktiens fremtid, er billedet delt.

Af de 42 analytikere har 31 en købsanbefaling. Ni analytikere har en hold-anbefaling, mens to analytikere har en sælg-anbefaling.

En købsanbefaling betyder, at analytikerne mener, at aktien vil klare sig relativt bedre end de øvrige selskaber i samme kategori.

Analytikernes gennemsnitlige kursmål – deres vurdering af aktiens forventede kurs inden for de næste 12 måneder – ligger på 817,8 euro. Det er et fald fra den nuværende kurs på 889,7 euro. Det indikerer et kurspotentiale på -8 pct. over det kommende år.

Den, der er mest positiv over for ASML-aktien, er banken Cantor Fitzgerald, der har en købsanbefaling og et kursmål på hele 1150 euro. Dernæst finder man HSBC, der også har en købsanbefaling og et kursmål på 1018 euro.

I den modsatte ende af skalaen finder man Aletheia Capital med en sælg-anbefaling og et kursmål på blot 500 euro. Den anden sælg-anbefaling kommer fra AlphaValue/Baader, som har et kursmål på 730 euro.

Millionærklubben Eksklusiv: Danmarks største aktiehaj
De sidste mange uger har det været muligt at spille med i Millionærklubbens aktiespil, og selvom tusindevis af danskere har kastet sig helhjertet ind i kampen, blev det hurtigt tydeligt, hvor svært det er at skabe gode afkast på kort tid.
Men hvad kan man så tage med sig? Kan man overhovedet lære noget af at konkurrere om titlen som Danmarks største aktiehaj? Til dette eksklusiv-arrangement torsdag den 23. oktober dykker Millionærklubben ned i konkurrencen, ser på udvalgte porteføljer i spillet og debatterer, om der er grund til fortsat at satse på de pågældende aktier, som vinderne kastede sig over. Hør også klubbens faste hold dele ud af de erfaringer, de selv fik i aktiespillet, og få deres bud på vinderaktier i "den virkelige verden".
Debatten styres af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde:
Lau Svenssen, chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg,
Michael Friis Jørgensen, aktiechef hos HC Andersen Capital,
og Lars Persson, teknisk analytiker hos Aktierådet.
I løbet af aftenen byder vi også på en forfriskning og lidt snacks, så du kan læne dig tilbage, blive inspireret af panelets ekspertviden og ikke mindst blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer. Køb dine billetter her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer