Henter kommentarer

Få overblikket: Her er, hvad der venter din privatøkonomi næste år


De seneste par år har været hårde ved danskernes privatøkonomi. 

2023 bragte dog en smule medvind – inflationen faldt, aktiemarkederne steg og det samme gjorde lønningerne. Men hvad venter der i 2024? Det giver PFA's privatøkonom Camilla Schjølin Poulsen her det fulde overblik over.

Til alle
For alle gælder det, at servicefradraget hæves. I alt forhøjes fradraget, der kan bruges til blandt andet rengøring, havearbejde og børnepasning, med 5000 kr., så det fra 2024 lyder på 11.900 kr.

»Har man udgifter for det fulde beløb på 11.900 kr. får man altså cirka 3.000 kr. tilbage i skat,« siger Camilla Schjølin Poulsen.

Også topskattegrænsen stiger til 588.900 kr. fra 568.900 kr. efter arbejdsmarkedsbidrag. 

»Stigningen på 20.000 kr. betyder en besparelse på 3.000 kr. årligt. En husstand hvor begge betaler topskat, vil således få cirka 500 kr. mere til forbrug hver måned fra det nye år,« lyder det fra privatøkonomen.

Til dem med ejerbolig og gæld
Har man ejerbolig, skal man være opmærksom på, at de nye boligskatter træder i kraft ved årsskiftet. Ejer man i forvejen en bolig, vil man enten slippe billigere i boligskat eller få en skatterabat.

»Kun grundskylden kan stige en smule, så det er ret begrænset, hvad det betyder for pengepungen i 2024,« siger Camilla Schjølin Poulsen, som tilføjer, at den vigtigste påvirkning er, at grundskylden fremover vil blive trukket over skatten.

Det betyder, at alle boligejere får mindre udbetalt af deres løn månedligt fra 1. januar.

»Til gengæld slipper man for den sædvanlige opkrævning af udgiften, og kan sænke den månedlige overførsel til budgetkontoen,« siger hun.

Når det drejer sig om bolig – og boliglån – gør man klogt i at få rettet sin forskudsopgørelse til for 2024. Og gerne med det samme.

Læs også: Forbrugerrådet Tænk: Her får du den bedste aktiesparekonto

»Skat betaler heldigvis omkring 30 pct. af renteudgiften, så det højere fradrag betyder, at man får mere udbetalt hver måned, hvilket kan være en stor hjælp til de øgede udgifter. Med renter omkring 5 pct. er det også værd at overveje, om man har penge til at nedbringe noget af gælden, hvilket giver en sikker besparelse i hverdagen,« siger hun.

Til dem med opsparing
Selvom renterne særligt har gjort det markant dyrere at være boligejer, er der også fordele ved det aktuelle renteniveau. Nu er det nemlig muligt at opnå en pæn indlånsrente, hvis man kigger sig ordentligt omkring, fortæller privatøkonomen.

»Dertil kommer, at det igen er blevet attraktivt at investere i obligationer, så måske skal hele investeringsporteføljen have et kærligt eftersyn.«

Derudover bliver det muligt at indsætte flere penge på den særlige investeringskonto aktiesparekontoen. 

»Loftet stiger med hele 29.300 kr. fra 106.600 kr. til 135.900 kr.,« siger Camilla Schjølin Poulsen.

Læs mere om hvad en aktiesparekonto er her.

Til dem med børn
Fra næste år sættes børn og unges personfradrag op med cirka 10.000 kr. Dermed er beløbet på samme niveau som de voksnes.

»Det betyder at de unge skattefrit må have endnu højere indtægt, hvilket gør det mere attraktivt at have fritidsjob og afkast fra investeringer, som kan modregnes i personfradraget.«

Læs også: Vil du investere for dit barn helt uden at betale skat? Her er opskriften

Til dem der arbejder

Hvornår ens pension tidligst må starte med at blive udbetalt, er der flere forskellige regler for. Camilla Schjølin Poulsen kalder reglerne for komplekse, men fortæller, at en ny vedtaget lov sikrer klarere regler, der kan betyde, at noget må udbetales tidligere end før. Desuden gøres det mere attraktivt at oprette en ekstra pension.

»Samlet set kan reglerne gøre det nemmere at finansiere en fleksibel tilbagetrækning inden man fuldt ud går på pension,« siger hun.

Derudover byder 2024 på offentlige overenskomstforhandlinger. 

»Da de privatansatte sidste år fik forhandlet pæne lønstigninger til både 2023 og 2024, så vil reguleringsordningen nu sikre, at det også kommer til at smitte positivt til de offentligt ansatte,« siger privatøkonomen og fortsætter:

Læs også: Julegave til investorerne: Så meget mere kan du skyde ind på attraktiv investeringskonto

»Oveni de offentlige overenskomster, vil særlige grupper, som for eksempel pædagoger, sygeplejersker og fængselsbetjente kunne se frem til et konkret lønløft på samlet set 3 mia. efter skat og tilbageløb. De første af pengene udløses allerede i 2024, og løftet vil være fuldt indfaset i 2026.«

Har du særligt fokus på pensionsopsparingen, er det værd at bide mærke i, at det snart bliver endnu mere attraktivt at indbetale på aldersopsparingen.

»Til februar forventes en ny lov vedtaget, som med tilbagevirkende kraft fra 1. januar fjerner den uheldige virkning, at indbetalingen kan påvirke sociale ydelser i husstanden,« siger Camilla Schjølin Poulsen.

Til dem på pension
Fra næste år får folkepensionen et rekordhøjt løft med 3,5 pct.

»Reguleringen af overførselsindkomster kommer altid forsinket, og i 2024 måles op imod udviklingen i privatansattes løn i 2022,« lyder det fra Camilla Schjølin Poulsen, der kalder stigningen for et lille plaster på såret holdt op mod tabet af købekraft, som inflationen har medført.

Læs også: Renten stiger: Derfor bør du betale nu

I alt betyder reguleringen, at enlige folkepensionister kan se frem til op mod 6.060 kr. mere før skat årligt.

Også ATP-udbetalingen løftes for de 1,1 mio. danskere, der er på pension. I alt stiger udbetalingen med 3 pct. næste år.

Nye regler betyder, at arbejdsindkomst ikke længere har indflydelse på, hvor meget man kan få i folkepension.

»Det betyder at mange danskere, som i 2023 arbejdede samtidig med folkepensionen, uretmæssigt blev modregnet, og de penge får man tilbage i sommeren 2024,« siger Camilla Schjølin Poulsen.

Er man en af dem, der får udbetaling fra en pension i markedsrente, er forventningen, at udbetalingerne i 2024 vil ligge stabilt og inden for de årlige udsving, der er normale.

Læs også: Investeringsbank sænker gebyrer

Læs også: Få styr på skatten inden nytår: Her er tjeklisten