Får lang næse: Danskere snydt for lovet skattelettelse

Tusindvis af helt almindelige danskere bliver snydt for en mærkbar skattelettelse næste år.
Et bredt politisk flertal havde ellers stillet befolkningen i udsigt, at beskatningen af afkast på aktier ville blive lempet i 2025. Men det bliver alligevel ikke til noget.
Det bekræfter Liberal Alliances skatteordfører, Steffen Frølund, over for Euroinvestor.
»Det er rigtigt,« siger han.
Helt konkret havde et stort politisk flertal – SVM-regeringen, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale og Dansk Folkeparti – i forbindelse med iværksætterpakken fra i sommer indgået en aftale om at hæve den såkaldte progressionsgrænse på aktieafkastbeskatning fra 63.300 kroner i år til 83.100 kroner næste år.
For afkast under beløbsgrænsen er skatten 27 procent, mens den er 42 procent for afkast over beløbsgrænsen.
Den højere beløbsgrænse i 2025 ville have udløst en skattelettelse på op til 2.970 kroner pr. person næste år.
Det er den skattelettelse, der nu er skudt til hjørne.
Årsagen er løsningen på et problem, som politikerne på Christiansborg selv har skabt; nemlig lagerbeskatningen af iværksættere, som hurtigt blev døbt ’skatten fra helvede’.
‘Skatten fra helvede’ betyder helt konkret, at aktionærer i iværksættervirksomheder – som reglerne er nu – ved udgangen af hvert år skal betale 22 procent i skat på værdistigninger af børsnoterede aktier.
Også selvom man som aktionær ikke har solgt nogle af sine aktier og dermed ikke har tjent nogle penge på dem.
Det har skabt voldsomme udfordringer for mange iværksætterselskaber, hvor aktiekursen kan svinge meget. B.T. har tidligere skrevet om iværksætteren Niels Buus, der fik et skattesmæk på 20 millioner, selvom han ikke havde tjent en krone på sine aktier.
Forligspartierne bag iværksætterpakken blev derfor i sommer enige om, at fjerne ‘skatten fra helvede’ fra og med 2025. Det reddede bare ikke de mange iværksættere, som allerede har lidt store økonomiske tab på grund af skatten.
2. december i år meldte regeringen så ud, at den med tilbagevirkende kraft i syv år fjerner den udskældte iværksætterskat og tilbagebetaler pengene til de berørte iværksættere og aktionærer.
Det er her, hunden ligger begravet.
For tilbagebetalingen koster cirka 100 millioner kroner, og de penge har regeringen fundet ved at udskyde forhøjelsen af progressionsgrænsen med et år, altså til 2026.
Samlet går helt almindelige danskere med et aktiedepot glip af en skattelettelse på 170 millioner kroner i 2025.
»Det her er helt klart et kompromis, og det var ikke Liberal Alliances ønske at finde finansieringen på den her måde, men det er trods alt bedre at hjælpe de klemte iværksættere og så udskyde den skattelettelse med progresssionsgrænsen med et år,« siger Steffen Frølund.
Hos Danmarksdemokraterne er skatteordfører Hans Kristian Skibby og erhvervsordfører Betina Kastberg dybt forundrede over, at skattelettelsen er udskudt til 2026.
»Jamen, hvad er det for noget. Det kan de sgu da ikke bare gøre. Det er en del af en aftale med andre partier til 170 millioner kroner. Jeg har aldrig set noget lignende. Det her er ikke normalt,« siger Hans Kristian Skibby.
Betina Kastberg, der er ilet ind på Hans Kristian Skibbys kontor, bryder ind:
»Jeg har ingenting hørt! Det er ikke noget, vi som forligsparti (på iværksætterpakken, red.) er blevet informeret om. Det kan man da ikke! Undskyld mig: Man kan da ikke bare lave noget om i en aftale, vi er med i, uden at spørge os og så bruge pengene på en anden måde.«
»Vi har jo forhandlet det ind i den oprindelige aftale, at progressionsgrænsen skulle stige, og så bruger regeringen nu pengene på noget andet. Man kan da ikke bare tage og fjerne noget, vi har aftalt,« siger Betina Kastberg.
Danmarksdemokraterne vil nu hive fat i forligspartierne uden om SVM-regeringen og rejse sagen over for de relevante ministre i regeringen.
Lige nu ligger lovforslaget til behandling i Skatteudvalget, hvor partierne venter på, at ændringerne til lovforslaget bliver fremsendt fra regeringen til 2.-behandlingen 17. december.
Lyt til den seneste episiode af podcasten Millionærklubben her:

Stor guide: 57 geniale gaver