Strejken hos de fabriksansatte ved flyfabrikanten Boeing fortsætter, efter de anstte har afvist et nyt kontraktforslag, der vil hæve deres løn med 35 pct. over 4 år.
Et stort nederlag for det amerikanske selskab, der er ramt af produktionsnedgang som følge af strejken blandt de 33.000 ansatte arbejdere. Omtrent 64 pct. af de strejkende arbejdere stemte nej til forslaget.
Boeing har som følge af strejken været nødsaget til, at indstille arbejdet på sine 737, 767 og 777 modeller i mere end en måned, hvilket blandt andet har fået en række kreditvurderingsbureauer til at kaste et nærmere blik på selskabet.

Selvom Boeing i sit nye forslag har øget sit tilbud om lønstigning fra 25 pct. til 35 pct. over fire år, så er arbejderne utilfredse med, at deres særlige pensionsordning er blevet fjernet.
»Tabet af pensionen er stadig det centrale for mange af fagforeningsmedlemmerne,« lyder det fra Jon Holden, der står i spidsen for Boeing-arbejdernes fagforening International Association of Machinists and Aerospace Workers.
Ifølge finanshuset TD Cowen står strejken til at koste Boeing 108 mio. dollar om dagen - hvilket vil komme op på 5,5 mia. dollar hvis strejken kommer til at vare 50 dage.
Boeing-aktien har været under massivt pres på det seneste og er nede med 39 pct. i år indtil videre.
