Ung investor har afveget fra sin oprindelige vinderplan i Millionærklubbens Aktiespil, men tager nu hastige skridt mod at råde bod på sine fejltagelser. 

Sejer Stray Christensen planlagde før spilstart at satse stort på amerikanske tech-aktier, som han vurderede kunne stige mest. Men han blev fristet af to danske folkeaktier: 

»Fra tidligt i spillet af har jeg haft Novo og DSV. Dem er der jo ikke meget amerikansk tech over, som jeg egentlig havde sagt, jeg ville holde mig til. Men jeg tænkte, at de måske kunne få lidt luft under vingerne igen.«

Aktien i den danske medicinalgigant Novo er siden spillets start den 7. september faldet 16,7 pct., mens tallet for rederiselskabet DSV er 7,2 pct. 

Aktiespillet går ud på at skabe det størst mulige afkast ud fra en million fiktive kroner, og der er en stor førstepræmie i sigte for de over 20.000 spillere. 

Du kan se hele præmieoversigten her.

Men investoren må altså nu erkende, at de to aktier ikke har bidraget til det høje afkast. Snarere tværtimod. Han ligger med et afkast på 2 pct., som placerer ham på omkring 6000-pladsen i spillet. 

»Man kan sige, at mit problem har været, at jeg simpelthen ikke har fulgt min strategi. I sidste måned stod det klart for mig, at jeg udelukkende skulle gå efter aktier, der allerede havde fart på. Men jeg gav tidligt i spillet efter for fristelsen og købte Novo og DSV,« siger den unge investor, som er næstformand i Unge Aktionærer og arbejder i Dansk Aktionærforening. 

Det er dog ikke udelukkende rødt i porteføljen, for Sejer Stray Christensen har faktisk ramt plet på de teknologiaktier, han planlagde at købe inden startskuddet.

»Jeg har jo faktisk nogle fornuftige nogle i tech og AI. På den måde er min grundstrategi stadig den samme, og den har virket i den del af porteføljen, hvor jeg har fulgt den.«

AMD, Apple, Micron og Alphabet er dem, som han anser som sine succeser, mens Novo, DSV aktien har været fiaskoer. 

»Man må jo bare erkende, at det stadigvæk er AI, der kører. Det er også det, jeg satser på derhjemme privat,« fortsætter han.

Sejer Stray Christensen er kommet til takke med sine fejlsatsninger og vil nu kigge mod fremtidens handler i aktiespillet. 

»I dag, torsdag, vil jeg sælge dem, jeg har tabt mest på, altså Novo og DSV, for så at købe op i noget andet. Det kunne være, at det skulle være Meta, for det handler jo om at spille på vinderne,« siger han.

Nu satser han resten af spillet på, at hans oprindelige strategi kan hente det tabte. Du kan selv prøve at lege med og dyste med om præmier til en værdi på over 500.000 kr. i Millionærklubbens Aktiespil.