Henter kommentarer

FE med ny trusselsvurdering: Risiko for storkrig i Europa om få år

FE understreger, at der lige nu ikke er en militær trussel mod Danmark, men truslen forventes at stige over de næste år.
FE understreger, at der lige nu ikke er en militær trussel mod Danmark, men truslen forventes at stige over de næste år. Foto: Gavriil Grigorov/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Forsvarets Efterretningstjeneste har udsendt en opdateret vurdering af truslen fra Rusland.

Og her lyder det blandt andet, at Rusland i løbet af cirka to år vil kunne udgøre en troværdig trussel mod enkelte eller flere Nato-lande, hvis Ukraine-krigen stopper eller fryser fast.

Sideløbende med Ukraine-krigen har Rusland nemlig sat et større genopbygningsarbejde af landets militær i gang.

»Denne indsats har i løbet af 2024 ændret karakter fra en genopbygning til en intensiveret militær oprustning med det mål at kunne udkæmpe en krig mod Nato,« skriver FE i trusselsvurderingen.

Ifølge Anja Dalgaard-Nielsen, chef for efterretning i FE, er der især to faktorer, der har betydning for udviklingen.

»Vi ser, at der fra russisk side er en stigende villighed til at udfordre Nato, og vi ser en amerikansk administration, der har fokus på at få afsluttet kamphandlingerne i Ukraine,« siger hun til Jyllands-Posten.

I selve trusselsvurderingen lyder det tilsvarende også, at Rusland følger udviklingen i Nato tæt.

»Rusland vil sandsynligvis være mere villig til at bruge militær magt i en regional krig mod et eller flere europæiske Nato-lande, hvis Rusland opfatter Nato som militært svækket eller politisk splittet. Dette gælder særligt, hvis Rusland vurderer, at USA ikke kan eller vil støtte de europæiske Nato-lande i en krig med Rusland,« lyder det blandt andet i trusselsvurderingen.

Den konkrete trussel, lyder det fra FE, afhænger meget af, hvordan situationen er i Ukraine.

Truslen er nemlig først aktuel, hvis krigen i Ukraine går i stå eller stopper, da Rusland ikke vil kunne opretholde krigsindsatsen der og samtidig begynde en ny krig med et eller flere Nato-lande.

FE optegner tre scenarier for, hvad Rusland vil være i stand til, såfremt Ukraine-krigen stopper.

  1. I løbet af seks måneder vil Rusland være i stand til at udkæmpe en lokal krig med et naboland.
  2. I løbet af cirka to år vil de kunne udgøre en troværdig trussel mod enkelte eller flere Nato-lande og dermed være klar til en regional krig i Østersø-regionen.
  3. I løbet af cirka fem år vil Rusland være klar til en storskalakrig i Europa, hvis USA ikke blander sig.

»Rusland ser sig selv i konflikt med Vesten og forbereder sig på en krig mod Nato. Det betyder ikke, at der er truffet beslutning om at starte en sådan krig, men Rusland opruster og opbygger kapaciteten til at kunne tage den beslutning,« står der blandt andet i den opdaterede trusselsvurdering.

Scenarierne forudsætter, at Nato ikke opruster i samme grad som Rusland.

På nuværende tidspunkt er der ikke en militær trussel mod Danmark, men truslen forventes at stige over de næste år.