Neel Kashkari, som er chef for Federal Reserves afdeling i Minneapolis, vurderer, at det er muligt, at de senere måneders markante stigninger i obligationsrenterne i USA betyder, at centralbanken ikke behøver at hæve sin rente nær så meget.

Det kan dog også være, at rentestigningerne netop vil tvinge Federal Reserve til at hæve sin rente yderligere.

- Det er helt sikkert muligt, at højere langsigtede markedsrentrer kan gøre noget af arbejdet for os i forhold til at bringe inflationen ned, sagde Neel Kashkari tirsdag i en tale ifølge Bloomberg News.

- Men hvis de højere renter er højere, fordi forventningerne til, hvad vi vil gøre, har forandret sig, så kan vi faktisk blive nødsaget til at leve op til forventningerne for at fastholde de markedsrenter.

Markedsrenterne er de senere måneder steget til det højeste niveau siden 2007, både for den tiårige og den 30-årige rentes vedkommende, og det betyder i sin tur, at de finansielle betingelser ad den vej er blevet strammet til.

I denne uge har en del af chefer i centralbanken i USA, Federal Reserve, derfor peget på, at de markante stigninger i markedsrenterne den senere tid måske har gjort en del af arbejdet for centralbanken.

Mandag var både Lorie Logan, direktør for den amerikanske centralbanks afdeling i Dallas, og Federal Reserves to næstformænd, Michael Barr og Philip Jefferson, ude med meldinger i samme retning.

Tirsdag har chefen for distriktet i Atlanta, Raphael Bostic, desuden betonet, at han nu anser centralbankrenten for tilstrækkeligt restriktiv til at nå målet om 2,0 pct. i kerneinflation.

.\\˙ MarketWire