Investorforretningen Female Invest vil rejse syv millioner kroner fra deres medlemmer ved at sælge ud af forretningen.
Det gør de ved at starte en crowdfundingkampagne, bekræfter medstifter Anne-Sophie Hartvig i podcasten 'Kvinde kend din kurs'.
Læs også: Risiko for kursfald: Ugens vigtigste begivenhed kan udløse markante udsving på markedet
Crowdfunding er måde at rejse penge på blandt almindelige mennesker. I tilfældet med Female Invest sælger virksomheden - der ikke er børsnoteret – unoterede aktier i virksomheden.
Men det er ifølge Anne-Sophie Hartvig ikke helt uden risiko.
»Når man investerer i crowdfunding, er der klart en reel mulighed for at miste alle sine penge. Mellem 80 og 90 procent af startup-virksomheder lukker indenfor fem år, og vi er så småt ved at være ude over de fem år,« siger hun.
I Danmark er aktie-crowdfunding ikke lovlig. Derfor lancerer Female Invest investeringsrunden fra deres kontor i London.
Her spænder dansk lovgivning ben for at små virksomheder kan komme godt i gang, fortæller brancheorganisationen Dansk Erhverv til Finans.
»Aktiecrowdfunding er en helt vild god mulighed for iværksættere at rejse risikovillig kapital på. Så det er ærgerligt, at vi ikke har ændret lovgivningen i Danmark,« siger Sine Linderstrøm, chef for iværksætteri i DI.
Det er muligt at investere i virksomheden fra 10. juni, men allerede nu kan medlemmer registrere sig som interesserede investorer.
Female Invest er en medlemsbaseret abonnementvirksomhed, som hjælper kvinder med økonomiske råd. De har medlemmer i 125 lande.
Artiklen er oprindelig udgivet hos B.T.
Læs også: Boligredaktør: Stop jer selv – I stikker boligejerne blår i øjnene
