Finansdirektøren i det danske delebilsselskab GreenMobility, Anders Wall, har valgt at sige op.
Det fremgår af en meddelelse fra GreenMobility torsdag formiddag.
Det bliver Mads Korning, der i øjeblikket leder selskabets finansafdeling, der overtager rollen som CFO.
Anders Wall har været en del af selskabet i 6 år, og har været en vigtig brik i, at gøre selskabet til det, det er i dag, fremgår det af meddelelsen. Han vil fortsætte i sin rolle i »de kommende måneder«, så der sikres en god overgang.
»Anders Wall har været helt afgørende for udviklingen af GreenMobility, og jeg vil gerne udtrykke min personlige taknemmelighed over for Anders, for hans dedikation og hårde arbejde. På vegne af os alle ønsker jeg Anders alt det bedste i fremtiden,« udtaler bestyrelsesformand Tue Østergaard, der tilføjer:
»Derudover er jeg meget glad for, at vi har den rette kandidat internt, som kan sikre en problemfri overgang, og jeg er sikker på, at Mads Korning kan udfylde de store sko efter Anders i årene, der kommer.«
Udskiftningen på posten som CFO vil finde sted en gang i foråret.
GreenMobility-aktien stiger med 1,1 pct. i dagens aktiehandel. Det seneste år har selskabet dog haft det hårdt på børsen, hvor aktien er gået tilbage med 29,8 pct.
