Bitcoin kan sagtens ramme kurs 100.000 dollar – ikke inden året er omme, men inden for et par år.
Sådan lyder det fra chef for global makroøkonomi hos det amerikanske finanshus Fidelity, Jurrien Timmer, ifølge CNBC.
I løbet af de seneste to uger er kursen på den digitale valuta kravlet opad, og torsdag morgen dansk tid skal man af med 57.786 dollar for en enkelt bitcoin. Det svarer til 371.516 danske kr.
Ifølge Jurrien Timmer drives kursstigningerne i bitcoin primært af institutionelle, langsigtede investorer. Omvendt er det blot 14 pct. af bitcoin-investorerne, der har været investeret i onlinemønten i tre måneder eller mindre.
»Bitcoin har ikke været et momentum drevet af kortsigtede spekulanter. Det giver mig en vis tillid til, at det (bitcoin. red.) er bæredygtigt og ikke en boble, der er ved at sprænge,« siger Jurrien Timmer.
Han har lavet sin egen udbud- og efterspørgselsmodel, og ifølge den vil bitcoin-kursen altså ramme kurs 100.000 dollar inden for de næste par år.
»Min fornemmelse er, at der virkelig ikke er tegn på, at det blot er en flok momentumjagere,« lyder det fra Jurrien Timmer.
Siden årets start er bitcoin oppe med mere end 100 pct.
Læs også: Høj fart på inflationen i USA

