Finansminister i ny trussel - vil ramme Irans største handelspartnere


Den amerikanske finansminister Scott Bessent truede mandag Iran med en økonomisk nedslagtning.
På et pressemøde mandag præsenterede den tidligere hedge-fund manager en stribe af nye sanktioner mod Iran. Det indebar blandt andet sanktioner mod konkrete personer, skibe og selskaber.
Ifølge finansmediet Bloomberg var det mest bemærkelsesværdige dog, at Bessent også truede med, at USA potentielt vil sanktionere Irans handelspartnere. Det er interessant, da en af Irans største handelspartnere er supermagten Kina, der aftager omkring 90 pct. af landets olie, bemærker mediet.
Da Bessent mandag blev spurgt direkte om at ramme Kina med nye økonomiske tiltag, sagde han, at »ingen er uden for USAs sanktioners rækkevidde«, men at han foretrak »stille diplomati«, og tilføjede: »Vi kommer ikke til at nævne navne.«
Truslen fra den amerikanske finansminister er den seneste udvikling i den månedlange konflikt mellem de to lande, der for alvor blev skudt i gang i slutningen af februar 2026, da USA sammen med Israel angreb Iran.