Flaskehalse sendte salget mod månen – nu falder årets bedste amerikanske aktie


Flashhukommelses- og SSD-producenten Sandisk leverede et fjerde kvartal, der klart overgik analytikernes forventninger.
Alligevel straffes Sandisk aktie med et fald på 8,3 pct. i formarkedet, hvilket understreger den nervøsitet, der præger årets mest omtalte AI-aktie, skriver Bloomberg News.
Sandisks omsætning voksede til 8,97 mia. dollar – en massiv fremgang fra 1,90 mia. dollar året før og et pænt stykke over analytikernes konsensus på 8,48 mia. dollar.
Overskuddet landede på 6,90 mia. dollar mod et mindre underskud på 23 mio. dollar i samme periode året forinden. Samtidig endte det justerede resultat pr. aktie (EPS) på 39,25 dollar, hvilket markant slog markedets forventning på 34,96 dollar.
Den imponerende indtjening er drevet af en tårnhøj efterspørgsel efter datalagring. Komponenterne er blevet en kritisk flaskehals i den globale udbygning af AI-infrastruktur. Den begrænsede kapacitet på markedet har tilladt Sandisk at hæve priserne og forbedre marginerne markant.
Regnskabet lander i en uhyre turbulent periode for Sandisk. Aktien styrtdykkede med 47 pct. i juli måned og udslettede mere end 150 mia. dollar i markedsværdi – den værste måned siden børsnoteringen i februar 2025. På trods af lussingen er Sandisk stadig årets absolut stærkeste aktie i S&P 500-indekset med en stigning på svimlende 501 pct. i 2026.
På Wall Street er analytikerne da også fortsat overvældende positive. Det gennemsnitlige kursmål indikerer en forventning om, at aktien kan stige yderligere 70 pct. over de kommende 12 måneder. Spørgsmålet forud for onsdagens regnskab var, om de stærke resultater ville være nok til at lokke investorerne tilbage.
At aktien alligevel falder tilbage, kan ifølge finansmediet forklares med selskabets prognose for det kommende kvartal. Sandisk forventer et justeret resultat pr. aktie på mellem 44 og 46 dollar og en omsætning på 10,3 til 10,8 mia. dollar i første kvartal.
Mens indtjeningen flugter med analytikernes forventninger, skuffer omsætningsprognosen en smule i forhold til markedets konsensus på 10,82 mia. dollar.