Det danske mine- og cementselskab FLSmidth øger sine forventninger til 2025.

Det fremgår af selskabets regnskab for første kvartal af 2025, der er landet onsdag morgen. 

FLS venter dermed nu en omsætning omkring 19 mia. kr. for hele selskabet, samt en justeret EBITA-margin på 13-13,5 pct.

Ordreindgangen faldt for hele FLS med 12 pct. i første kvartal af 2025 sammenlignet med samme periode året før. 

Derudover faldt omsætningen med 2 pct. til 4,7 mia. kr. Alligevel overgår selskabet analytikernes forventninger, som før regnskabet havde forudset en omsætning på 4,58 mia. kr., ifølge estimater indsamlet af selskabet selv.

Bruttomarginen lander i perioden på 34,4 pct., hvilket også er bedre end ventet. Analytikerne havde nemlig forudset en margin på 31,4 pct.

Til regnskabet lyder det fra administrerende direktør Mikko Keto: 

»Året er startet bedre end forventet, med stærke finansielle resultater og en solid kommerciel præstation, hvilket har ført til en opjustering af den finansielle guidance. Denne robuste præstation blev opnået i et kvartal præget af øget usikkerhed og uro som følge af amerikanske toldtiltag.«

I regnskabet kommenterer FLS også på den nuværende situation med usikkerhed omkring told på eksport til USA.

Selskabet påpeger, at USA stod for cirka 20 pct. af selskabets salg i 2024, hvor omkring halvdelen af salget til USA var import. 

»Vores fleksible forsyningskæder og proaktive tiltag til at imødegå toldomkostninger – herunder reduktion af forsyningsstrømme mellem Kina og USA, mulig videreførsel af toldomkostninger til kunder samt optimering af vores forsyningskædeeffektivitet – det vil hjælpe med at begrænse de tilknyttede risici, og vi ser i øjeblikket begrænset direkte indvirkning på vores drift,« lyder det fra FLS.

Siden årets start er FLS-aktien faldet med over 7 pct.