For præcis et år siden blev Donald Trump indsat som amerikansk præsident.
Og det har været et turbulent år for aktierne, hvor dagsordner som told og geopolitiske spændinger har sendt aktierne på rutsjebanetur. Alle de større aktiemarkeder er dog i sidste ende blevet mere værd i perioden.
Ser man på de amerikanske aktier er de hamret afsted siden Trump tog over i embedet. Det ledende S&P500-indeks er steget med 16,2 pct. med udbytter, når man kigger i dollar.
Men er man dansk privatinvestor, der får sit afkast i danske kroner, så er historien en hel anden. Så lyder det totale afkast fra S&P 500 nemlig kun på 4,5 pct. det seneste år.
Det skyldes, at dollaren er blevet svækket markant. Tiltroen til den amerikanske økonomi er faldet voldsomt i det første år, hvor Trump har været præsident. Det har har fået andre lande til at holde sig fra dollaren.
I det første år af Trumps periode som præsident er de europæiske aktier også steget pænt. De europæiske aktier i Stoxx 600-indekset er steget med 20,9 pct. med udbytter i danske kroner, mens de danske aktier i C25-indekset har haft et totalt afkast på 13,3 pct.
Er man dansk privatinvestor har det dermed været en bedre forretning at være investeret i danske eller europæiske aktier fremfor amerikanske aktier.
Prisen på guld er også eksploderet, siden Trump tog over som præsident for et år siden. Guldprisen er på det seneste år steget med 67 pct.
Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.

