Henter kommentarer

Forbrugerombudsmand giver indskærpelse: Lån var meget dyrere, end de så ud til at være


Det var ikke efter bogen, at låneudbyderen NordCredit opkrævede et ekstra gebyr af brugere, der ønskede at få deres lån udbetalt med det samme.

Sådan lyder det nu fra Forbrugerombudsmanden, der retter en indskærpelse mod selskabet.

Problemet har været, at NordCredit i sin markedsføring anførte, at de årlige omkostninger (ÅOP) af et lån ville være 24,97 procent.

Valgte en kunde dog at optage et lån med en såkaldt straksudbetaling, røg der et gebyr på 30 procent af beløbet – dog maksimalt 1.199 kroner – oveni.

Uden at det dog umiddelbart fremgik som en del af de årlige omkostninger.

Læs også: Udbytte på vej til aktionærerne i forsvarsgigant: Så stort bliver det

Og det burde det have gjort, vurderer Forbrugerombudsmanden, for lånene så derved billigere ud, end de var.

For et regnestykke herfra viser, at hvis en kunde optog et straksudbetalingslån på eksempelvis 5.000 kroner, ville ÅOP reelt være 91,5 procent med gebyret indregnet i stedet for de anførte 24,7 procent.

»Ifølge lov om forbrugslånsvirksomhed er det ulovligt at udbyde lån med en ÅOP på mere end 35 procent,« påpeges det i en pressemeddelelse.

Dermed har NordCredit ifølge Forbrugerombudsmanden givet forbrugerne ufuldstændige oplysninger samt handlet i strid med god markedsføringsskik.

Ifølge Forbrugerombudsmanden har NordCredit oplyst, at tilbuddet om straksudbetaling blev trukket tilbage i april 2023.

Læs også: Investeringsøkonom om C25-selskabs nye partnerskab: 'Vauw for en gigantaftale'

Derfor er sagen blevet afsluttet med indskærpelsen, som også Finanstilsynet et er blevet orienteret om.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen understreger, at låneudbydere skal oplyser ÅOP, så forbrugerne lettere kan sammenligne prisen på lån med forskellig sammensætning af omkostninger og forskellig løbetid.

»Vi ser desværre eksempler på, at virksomheder forsøger at omgå ÅOP-lofterne ved at opkræve gebyrer for såkaldte frivillige tilvalgsydelser, som ikke fremstår som en obligatorisk omkostning for forbrugeren,« siger han:

»Omkostningerne skal dog indregnes i ÅOP, hvis forbrugerens tilvalg foretages inden eller i forbindelse med, at kreditaftalen med forbrugeren bliver indgået.«

Læs også: Milliardforvalter udpeger fire aktier til geopolitisk uro

Læs også: Novo skuffede storbank – men de ser stadig kæmpe optur

Artiklen er oprindeligt udgivet af B.T.