De danske privatinvestorer er vilde med at sætte deres penge i fonde. Der er dog stor forskel på, hvor gode fondene er til at få danskernes penge til at vokse. 

Forbrugerrådet Tænk har taget et kig på 79 fonde og ETF'er med europæiske aktier og har herfra udvalgt de bedste.

I undersøgelsen har Forbrugerrådet kigget på blandt andet afkast, risiko og omkostninger på de forskellige fonde. 

Og her går særligt et mønster igen: De passivt forvaltede fonde klarer det generelt bedre end de aktivt forvaltede - både på lavere omkostninger og også et generelt højere afkast.

Undersøgelsen udmundede sig i tre vindere på en delt førsteplads, der alle har en bedømmelse på 72 pct.

En af de tre vindere, som vurderes Bedst i Test, er fonden Xtrackers MSCI Europe Value UCITS ETF 1C.

De sidste tre år har fonden leveret et afkast på 78 pct., hvilket vurderes at være »meget god«.  Derudover vurderes risikoen at være »middel«, mens omkostningerne på 0,2 pct. om året ifølge Forbrugerrådet Tænk er »god«. 

I den helt kedelige ende af testen med den dårligste bedømmelse af de 79 undersøgte fonde, finder man en fond fra Danske Invest ved navnet Europa Small Cap.