Efter en uges højdramatiske forhandlinger, er SAS-ledelsen og flyselskabets piloter fortsat langt fra hinanden.
Det sker, selvom parterne blot har indtil klokken 12 i dag til at nå til enighed, hvis piloternes varslede storstrejke skal afværges.
Det skriver det norske medie Dagens Næringsliv.
Parterne har ad to omgange udskudt tidsfristen for at nå til enighed, men senest ved middagstid mandag forventer man endelig en afklaring, eftersom det er den sidste tidsfrist.
Trods den tikkende deadline valgte piloternes repræsentanter søndag at trække sig fra forhandlingsbordet ved 22-tiden for at gå hjem og sove, erfarer Dagens Næringsliv.
Den beslutning kom angiveligt bag på SAS' forhandlingsleder, Marianne Hernæs.
»SAS har ønsket at bruge hver tilbageværende time frem mod mandag klokken 12 til mæglingen. Derfor er jeg meget overrasket over, at piloterne valgte at gå hjem og lægge sig. Begge parter skylder passagererne at bruge al tilgængelig tid til at finde en løsning,« siger hun til Dagens Næringsliv.
Forhandleren på de norske piloters vegne, Roger Klokset, siger i modsætning, at de har været vågne i 30 timer, og det er hensigtsmæssigt at få søvn, inden mæglingen går ind i siden »afgørende fase«.
Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, fremhæver, at SAS' investeringscase ser svær ud, uanset om strejken bliver til eller ej. Han påpeger, at SAS fortsat taber penge – og at sommersæsonen normalt er der, hvor man skal tjene penge, som der sættes til i årets dårligste periode fra oktober til marts.
»Det er tvivlsomt om SAS aktuelt kan tjene penge selv på den bedste tid på året i år,« lyder det:
»SAS skal uanset strejke have tilført mange nye penge. Norge og Sverige har tilkendegivet, at de vil ombytte tilgodehavender til aktier, men at de ikke kommer til at købe nye aktier. Tilbage står i den henseende alene Danmark med den statslige understøttelse. Rekapitaliseringen kan næppe undgå at udvande de nuværende ejere, og nyudstedelse af aktier vil formentlige ske til en meget lav kurs.«
Nogle af stridspunkterne i de aktuelle forhandlinger er – ifølge Dagens Næringslivs oplysninger – at SAS-ledelsen vil reducere omkostningerne til piloterne med 800 mio. svenske kr. årligt, ligesom de vil have en længerevarende overenskomst.
Læs også: El Salvador køber flere bitcoins og taber stort
Læs også: I sidste sekund: SAS-strejke udskudt