De tre små sætninger har lidt af »historiens vingesus« over sig.
Det mener man hos Artha Kapitalforvaltning, der henviser til en særlig pointe fra Federal Reserves topchef, Jerome Powell, onsdag aften. Her fortsatte centralbanken krigen mod inflationen og hævede igen renten.
»Vi er nødt til at lægge inflationen bag os. Jeg ville ønske, at der var en smertefri måde at gøre det på. Det er der ikke,« udtalte Jerome Powell onsdag aften.
USA kæmper ligesom andre dele af verden med kraftige prisstigninger på helt almindelige varer og tjenester. Den udvikling forsøger Federal Reserve at modvirke ved at hæve renten, selv om det kan sende USA ud i en økonomisk nedtur.

Jerome Powell fik med talen onsdag aften sit 'Mario Draghi'-øjeblik, mener man hos Artha Kapitalforvaltning.
»Den har lidt historiens vingesus over sig og kommer nok til at stå som et mindesmærke a la Mario Draghis "Whatever it takes"-bemærkning, da han reddede euroen fra sammenbrud for knap 10 år siden,« lyder det hos Artha Kapitalforvaltning.
Den danske formueforvalter henviser til den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, der i sommeren 2012, sagde, at han ville gøre, hvad der skulle til for at forsvare den fælleseuropæiske valuta, euroen.
Investorerne troede ham, og det ændrede stemningen på de finansielle markeder.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om udmeldingen fra den amerikanske centralbank onsdag aften på sigt kan få en lignende virkning i forhold til, om markedet stoler på, at Federal Reserve kan få bugt med inflationen.
