Henter kommentarer

Formuen bløder: Mark Zuckerberg i voldsom milliarder-nedtur


Mark Zuckerberg er blevet sendt ned ad listen over verdens rigeste.

Det er konsekvensen af, at han har oplevet et drastisk fald i sin personlige formue.

Hans formue faldt med hele 29,2 mia. dollar - svarende til 189 mia. kroner - på én dag, så han røg fra tredje- til femtepladsen på en liste over verdens rigeste udgivet af finanstjeneste Bloomberg. 

Det markante fald kommer, efter Meta Platforms aktie styrtdykkede 11 pct. torsdag. Fredag fortsatte nedturen med et fald på næsten 3 pct.

Investorer reagerede negativt på selskabets planer om at udstede 30 mia. dollar i ny gæld for at finansiere massive investeringer i kunstig intelligens (AI). 

Meta Platforms, der står bag Facebook, Instagram og Whatsapp, har meddelt, at man forventer at bruge endnu flere penge i 2025 - op til 118 mia. dollar. 

Af det ventes 72 mia. dollar at gå til anlægsinvesteringer, og tallet ventes at stige i 2026.

Strategien har ført til mindst to analytikernedjusteringer, da nogle advarer om, at Metas ambitiøse satsning på udvikling af kunstig intelligens kan presse selskabets overskud. 

Jeff Bezos fra Amazon og Larry Page fra Google har overhalet Mark Zuckerberg på rigmandslisten - primært på grund af stærke indtjeninger og stigende aktiekurser i deres respektive selskabers cloud- og AI-divisioner. 

Tesla-topchefen Elon Musk og Oracle-medstifter Larry Ellison indtager fortsat de øverste pladser.

Mark Zuckerberg har en formue på 235,2 mia. dollar, hvilket er det laveste niveau i næsten to år.