Det danske aktiemarked har fredag middag vendt et svagt minus til en mindre stigning, og det følger således tendensen på de europæiske aktiemarkeder, hvor der også er grønt over hele linjen.

Det danske C25-indeks ligger ved middagstid fredag med en mindre stigning på 0,3 pct. til 1953,83. Kigger man uden for de danske grænser, ligger det tyske DAX-indeks i et plus på 0,6 pct., og det franske CAC 40-indeks stiger 1,0 pct.

Den forbedrede stemning skyldes en øget risikolyst hos investorerne, mener Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapital.

- Vi fortsætter den tendens, som egentlig startede i sidste uge. De danske aktier har fået lidt fornyet medvind efter en hård periode, siger han til MarketWire.

- I dag er det hjulpet af en generel stigende risikolyst i markedet, fortsætter han og tilføjer, at fornyet ro omkring den kinesiske ejendomsudvikler Evergrande også hjælper på stemningen.

Ud på formiddagen blev der fra eurozonen offentliggjort foreløbige PMI-tal, der faldt mere end ventet. Senere på dagen følger USA trop med sine PMI-tal, mens Federal Reserve-chef Jerome Powell taler sent i eftermiddag.

CHR. HANSENS KURSMÅL SKÅRET AF BANK OF AMERICA

Chr. Hansen har i kølvandet af sidste uges regnskab fået skåret sit kursmål til 450 kr. fra 490 kr. af finanshuset Bank of America, der gentager den negative anbefaling "underperform".

Det skriver PLX.AI.

Chr. Hansen-aktien taber 0,6 pct. til 499,10 kr.

Danske Bank har fredag gjort Jyske Bank kunsten efter og sænket indlånsrenten for private kunder med 0,1 pct.point til minus 0,7 pct.

Danske Bank stiger ved middagstid 0,5 pct. til 114,95 kr., og Jyske Bank øger 1,1 pct. til 323 kr.

NORDEA OG TOPDANMARK FORTSAT I FOKUS EFTER REGNSKABER

Nordea og Topdanmark kan fredag igen tiltrække sig opmærksomhed efter torsdagens regnskab fra den pannordiske bankkoncern og fra forsikringskoncernen.

Nordea ligger ved middagstid til et plus på 1,1 pct. til 81,84 kr., efter at aktien torsdag tabte 0,7 pct. efter offentliggørelsen af regnskabet for tredje kvartal.

Topdanmark får revanche fredag, efter at aktien torsdag faldt 3,4 pct. efter forsikringsselskabets regnskab for tredje kvartal, hvor forventningen til præmievæksten blev sænket, mens forventningerne til resultatet og combined ratio blev løftet.

Fredag stiger Topdanmark 1,6 pct. til 346,40 kr.

Efter regnskaberne har analytikerkorpset rykket lidt ved estimater og kursmål for de to aktier.

Nordea har fået løftet kursmålet til 78,13 kr. fra 74,36 kr. af Société Générale, der gentager sin "hold"-anbefaling.

Også Credit Suisse har hævet kursmålet for Nordea-aktien til 89,29 kr. fra 81,25 kr. Anbefalingen er uændret "outperform".

Topdanmarks kursmål er sænket med 4 kr. til 356 kr. af svenske SEB. Citigroup og Carnegie har læst positive ting i regnskabet, og de to finanshuse har hævet kursmål for aktien til henholdsvis 324,40 kr. og 380 kr. fra tidligere 308,30 kr. og 370 kr. Det skriver Reuters og PLX.AI.

Også Mediobanca og DNB har efter regnskabet hævet kursmålet for Topdanmark-aktien til henholdsvis 285 kr. og 330 kr. fra tidligere 270 og 225 kr.

Credit Suisse har dertil lagt en 10'er til kursmålet til 278 kr.

Coloplast har også fået lidt nyt fra analytikerkorpset, idet Morningstar har flyttet sin anbefaling ned på "sælg" fra "hold". Kursmålet fastholdes på 933 kr.

Coloplast-aktien ligger ved middagstid nede med 0,1 pct. til 1060 kr.

CARNEGIE LEVERER NYE KURSMÅL TIL SIDEPAPIRER

Finanshuset Carnegie har hævet sit kursmål for et par mindre danske aktier.

H+H's kursmål er hævet til 295 kr. fra 275 kr., og Matas' kursmål er løftet til 135 kr. fra 125 kr. Begge får gentaget anbefalingen "køb", skriver Bloomberg News.

H+H-aktien stiger 0,8 pct. til 251,50 kr., og Matas vinder 1,8 pct. til 123,70 kr.

PARKENS FCK OG BRØNDBY TABTE I EUROPA

Parken Sport & Entertainment måtte torsdag aften se sit fodboldhold, FC København, lide et nederlag på 2-1 til græske PAOK i den internationale turnering Conference League, efter at en tidlig udvisning kostede dyrt.

Brøndby IF led også nederlag torsdag. Superliga-klubben tabte 2-0 til Glasgow Rangers på udebane. Den danske klub ligger nu nederst i sin gruppe med blot 1 point efter tre kampe.

Parken-aktien falder 0,5 pct. til 84,60 kr., og Brøndby-aktien taber 1,9 pct. til 0,518 kr.

Bioporto gør sig igen bemærket fredag, efter at selskabet tidligere på ugen skiftede ud i topledelsen. Det er nu formandsposten i bestyrelsen, der står til en udskiftning ved selskabets ekstraordinære generalforsamling den 15. november.

Her træder Thomas Magnussen som meddelt forleden tilbage, og i stedet peger Bioporto-bestyrelsen på Christopher Lindop som afløser.

Den afgående topchef i Bioporto, Peter Mørch Eriksen, indstilles til en plads i en bestyrelsen.

Aktien falder fredag middag 3,7 pct. til 3,72 kr., men er stadig oppe med 8,1 pct. for ugen.

.\˙ MarketWire