Medicinalgiganten Novo Nordisk offentliggør onsdag tal for tredje kvartal.

Det sker, efter at aktien er faldet med mere end 18 pct. i år til dato, og hvor konkurrencen fra amerikanske Eli Lilly er skærpet.

Investorerne venter med andre ord i spænding på at se, hvordan det går med salget af selskabets medicinalprodukter.

Karen Andersen, der er analytiker hos analysehuset Morningstar, påpeger, at hendes fokus især er på salget af Novos GLP-1-midler mod vægttab og diabetes. Det siger hun til Morningstar.

Hun fremhæver, at det amerikanske marked udvikler sig som forventet, hvor Eli Lilly fortsat forsøger at mindske Novos markedsandele.

Derfor er analytikeren også nysgerrig efter at se, hvordan det går med Novos internationale salg. Det handler blandt andet om hvordan vægttabsmidlet Wegovy klarer sig mod konkurrenten Mounjaro fra Eli Lilly i udlandet.

Et andet centralt punkt er introduktionen af vægttabsmedicin i pilleform. Her kæmper Novos Wegovy-pille mod Eli Lillys Foundayo.

»Vi mener, at Foundayo kan have en fordel med hensyn til nem fremstilling og hurtig international lancering, mens Wegovy-pillen havde en first-mover-fordel i USA og generelt har vist bedre resultater i forbindelse med fedme,« siger hun.

For at investorerne for alvor skal genvinde den langsigtede tillid, mener Andersen, at Novo skal præsentere nye, stærke produkter ud over de nuværende storsælgere – enten gennem egen udvikling eller nye opkøb.

Morningstar vurderer Novo-aktien som værende 275 kr. værd. 

Aktien handles tirsdag formiddag til 269 kr. og er i skrivende stund nede med 0,4 pct. 

Læs også: Mangeårig økonom har fundet 3 aktier til næste AI-fase: Én af dem kan muligvis femdobles