
Efter flere år med indtjeningsfald i den danske banksektor vil minusrenterne, som danske kontohavere betaler, vende på det billede, og i 2022 vil det skæppe i bankernes kasser med 4,9 mia. kr.
Det skriver dagbladet Børsen på baggrund af en analyse fra Moody's.
Kreditvurderingsbureauet regner således med, at renteindtægterne til næste år vil ligge 7 mia. kr. over niveauet fra 2019, som var det sidste år næsten uden negative renter.
- Vi forventer, at de danske bankers strategi om at opkræve negative indlånsrenter som en modvægt til ultralave udlånsrenter vil skabe en indtjeningsfremgang i 2021, hedder det i en analyse fra Moody's.
- Kundernes rentesatser er nu så lave, at bankerne begynder at tjene en lille margin på indskud. Det betyder, at nye indskud vil skabe yderligere indkomst.
Nationalbanken har siden 2012 haft en negativ rente i stort set hele perioden, og det har betydet, at den kommercielle banksektor har oplevet et pres på indtjeningen på grund af stort indlånsoverskud, som er blevet placeret i centralbanken. Den lave rente har samtidig presset bankernes udlånsrenter ned.
.\˙ MarketWire

Danske Bank: Renten har toppet - måske