Henter kommentarer

Forvalter ser stort potentiale i dansk fusion: 'Kan blive et powerhouse'


En de bedste investeringer, der har gjort det »særdeles godt« for porteføljeforvalter Thorleif Jackson og hans hold i Jackson Familieinvest de seneste måneder er det danske biotekselskab Novozymes

Men investoren tror stadig på, at der kan være meget mere at hente i aktien. Investoren ser nemlig potentiale i den store fusion, som Novozymes er i gang med at gennemføre med det danske selskab Chr. Hansen, som forventes at falde på plads i starten af 2024. 

Det fortæller Thorleif Jackson i dagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben, hvor han er gæst: 

»Jeg synes at Novozymes minder om fusionen mellem Nordisk Gentofte og Novo Industri tilbage i 1989. To stærke danske konkurrenter går sammen og vælger, at i stedet for at konkurrere imod hinanden, så arbejder de sammen og trækker i samme retning,« siger Thorleif Jackson i podcasten og tilføjer: 

»Det er lidt det samme med Novozymes og Chr. Hansen. Jeg tror det kan blive rigtig smukt og et powerhouse, der kan levere evigt stigende omsætning og indtjening i de næste 20-30 år. Det kan blive rigtig rigtig sjovt.«

Når fusionen mellem de to selskaber gennemføres, vil aktionærer i Chr. Hansen få 1,53 aktier i det nye selskab som kommer til at hedde Novonesis. Thorleif Jackson tror blandt andet, at det nye selskab vil få succes, fordi det kan profittere af mindre konkurrence på markedet: 

»Jeg tror at de kommer til at have fokus og vinde markedsandele. Og marginerne bliver formentlig forbedret, fordi der er mindre konkurrence. De er også begunstigede af, at der er fire af deres hovedkonkurrenter der er gået sammen til to selskaber, så branchen går fra at have 7 selskaber til fire og det tænker jeg forbedrer marginerne,« siger Thorleif Jackson i podcasten. 

Novozymes-aktien er steget med 27,6 pct. de seneste tre måneder. I samme periode er Chr. Hansen steget med 28,2 pct. 

Du kan lytte til hele dagens afsnit af Millionærklubben i playeren i artiklen.