Forhandlingsbordet er igen brandvarmt, efter SAS' ledelse og selskabets piloter har sat sig i stolene og genoptaget forhandlingerne onsdag formiddag.

Og nu vurderer flere, at der kommer en hurtig løsning på konflikten.

»Jeg vil næsten sige, at med de kommentarer, der er kommet fra SAS, har man lov til at håbe, at SAS-flyene kan være i luften inde for de næste seks til ti dage,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, til Berlingske.

Nogenlunde samme toner kommer fra Roger Klokset, der sidder med om forhandlingsbordet, idet han er leder for de norske piloters fagforening.

»Vi forventer, at vi kan få løst det og afsluttet strejken. Det er derfor, vi er her,« siger Roger Klokset til Dagens Næringsliv, inden han trådte ind til forhandlingerne.

Roger Klokset peger på to punkter, som skal løses, inden stridsøksen kan begraves. For det første skal SAS give rum til at genansætte piloter, der blev afskediget under coronapandemien. Og desuden skal SAS komme med »realistiske sparekrav« til piloterne.

SAS ønsker at spare 800 mio. kr. på piloterne.

Forhandlingerne om en ny overenskomst brast i sidste uge, hvilket sendte 900 SAS-piloter i strejke.

Omtrent halvdelen af SAS' flyafgange er berørt af strejken.

Læs også: Dansk direktørhustru dømt for insiderhandel

Læs også: Rygter svirrer om Buffetts store sats – aktie styrter