Fredag er det 25 år siden, at verdenshistoriens største terrorangreb chokerede hele verden.

Efter terrorangrebet den 11. september 2001 på World Trade Center i New York var finansmarkederne hurtige til at ryste chokket af sig og se fremad.

Men hvordan er det gået for finansmarkederne siden? Og hvad kan historien lære os om fremtidens investeringer? Det har Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension, taget et kig på.

I kølvandet på terrorangrebet blev børsen i New York lukket i fire dage, hvilket var den længste børslukning siden Den Store Depression i 1933. Børsen genåbnede mandag den 17. september med et fald på 7-8 pct., efterfulgt af yderligere fald resten af ugen.

Herefter genfandt markedet optimismen, og bare en måned senere den 11. oktober var det toneangivende S&P 500-indeks tilbage på samme niveau som før angrebet.

Aktiemarkedet fortsatte herefter ufortrødent - i hvert fald indtil IT-krisen og siden Finanskrisen. Hver især sendte aktiemarkederne ned med omkring 50 pct. 

»Den slags nedture kan aktiemarkedet ikke undgå, når risikovillighed, gældsætning og spekulation før eller siden udløser en 'nulstilling' af systemet,« siger Philip Jagd.

Men på trods af flere nedture har finansmarkederne klaret sig »intet mindre end fantastisk« over de seneste 25 år, lyder det fra aktiechefen, der også kommer med et men:

»Det er ikke givet, at de næste 25 år bliver lige så gode.«

Tager man et kig på forskellige dele af markedet i den omtalte periode, så er det værd at nævne de danske aktier. 

»Danske aktier har over hele perioden slået både MSCI Verden og MSCI Emerging Markets – for nogen måske lidt overraskende, fordi danske aktier de senere år har haft det svært sammenlignet med resten af verden,« forklarer han.

Men de første 15 år henover dot.com-boblens brist og Finanskrisen, leverede danske aktier knap 12 pct. i årligt afkast mod 4 pct. i verdensindekset.

Den suverænt bedste sektor de sidste 25 år er IT-sektoren, men det er udelukkende takket være de seneste 11 år, hvor sektoren har slået både verdensindeks, Emerging Markets og danske aktier i ni ud af 11 år, forklarer aktiechefen og tilføjer, at det er et kæmpe skifte fra de 15 år før. 

Derfor er konklusionen også, at trods periodevise kraftige og til tider langvarige kursfald, så har aktiemarkedet været en fortræffelig trækhest for formueopbygning. 

»Det kan skyldes mange ting, men det er givet, at en spredt sammensætning af aktier - i et indeks, der ændrer sig over tid, således at de bedste belønnes med større vægtning og de ringeste nedvægtes - er en utrolig stærk motor for at skabe afkast,« siger Philip Jagd.

Ser man tilbage på de sidste 25 år, er der nogle pointer, man som investor godt kan tage med sig videre, understreger aktiechefen.

Blandt andet at det kan betale sig at forblive investeret i markedet på trods af uro, at porteføljen skal spredes fornuftigt og at diversificering er din bedste forsikring.

Derfor kan det også være rettidig omhu at tage et kig på risikospredningen i sin portefølje.

»Så tjek lige bremserne og trykket i dækkene - inden uheldet er ude,« lyder opfordringen fra Philip Jagd.