En slagtet aktiekurs, presserende problemer og stridigheder mellem majoritetsaktionæren og bestyrelsen har været overskrifterne for medicinalmastodonten Novo Nordisk de seneste måneder.
Men når klokken slår 14.00 fredag, er det tid til at se fremad, lyder det fra Johnny Madsen, der er investeringschef hos Formue & Investeringspleje.
Fredag afholder Novo Nordisk ekstraordinær generalforsamling, hvor investorerne skal tage stilling til den nye bestyrelse.
Men det bliver med stor sandsynlighed en udramatisk affære, da Novo Nordisk Fonden sidder på så stor en stemmeandel, at fonden alene kan stemme bestyrelsen igennem.
Alligevel kan alt det udenom blive interessant, lyder det fra Johnny Madsen.
»Det bliver spændende, hvordan de konkret vil gribe fremtiden an, og det kan være, at det er noget af det, som de vil løfte sløret for,« siger investeringschefen.
Aktiekursen hos den danske medicinalmastodont taler for sig selv. Siden sommeren 2024 er kursen gået fra 1.000 kr. pr. aktie til 300 kr. pr. aktie, og forventningerne til selskabet er dalet.
Der bliver ikke udskrevet så mange recepter af supersællerter Ozempic og Wegoyv, som man kunne håbe, og så har den amerikanske præsident haft medicinpriser i sigtekornet de seneste par måneder, har Jyske Banks Novo-analytiker Henrik Hallengreen tidligere fortalt.
Selvom Novo Nordisk har nogle fantastiske produkter og en attraktiv portefølje af lægemiddelkandidater, så har de ikke formået at lange nok over disken, og det kalder på handling, lyder det fra Johnny Madsen.
»Alle er enige om, at der skulle en mere kommerciel og branchekyndig bestyrelse i Novo Nordisk. Det er nogle gode kandidater, der ser ud til at komme ind i bestyrelsen, så det er mere processen, man ikke er helt tilfreds med,« lyder det fra investeringschefen.
Efter uenigheder mellem Novo Nordisk Fonden og bestyrelsen i Novo Nordisk er flere ledende figurer udvandret.
Hele 7 ud af de 12 medlemmer af bestyrelsen i Novo Nordisk stiller ikke til genvalg ved den kommende forsamling.
Det er store erhvervsprofiler som bestyrelsesformanden Helge Lund, der har en fortid som topchef i energikæmpen Equinor, og næstformanden Henrik Poulsen, der har været topchef i Ørsted og TDC, som dermed forlader bestyrelsen.
Fonden har derfor indstillet nye kandidater til bestyrelsen i Novo Nordisk. Heriblandt er kendte ansigter som Britt Meelby Jensen, der er topchef i Ambu, og Cees de Jong, der er bestyrelsesformand i Novonesis.
Derudover er Stephan Engels indstillet til bestyrelsen, ligesom man påtænker at indstille Helena Saxon på den ordinære generalforsamling i 2026.
»Jeg er meget tilfreds med, at de udviser handlekraft,« lyder det fra Johnny Madsen som tilføjer:
»Der har været behov for, at der skulle ske ændringer, og jeg vil hellere se fremad nu.«
Investeringschefen ser en stærkere investeringscase i Novo Nordisk efter de forventede ændringer i toppen. Han vil dog have mere konkrete handlinger og ord på, hvad medicinalkæmpen vil gøre for at sparke gang i væksten igen.
»Jeg vil gerne vide præcis, hvordan man vil lange flere varer over disken, og hvordan man vil gå til forbrugermarkedet i USA, men også uden for USA,« siger han.
Formue- og Investeringspleje har en pæn andel Novo Nordisk-aktier i porteføljen, og investeringschefen ser stadig et selskab med nogle »fantastiske produkter,« der bare skal være en mere »aggressiv salgsstrategi.«
Du kan følge den ekstraordinære generalforsamling live fra klokken 14 på Euroinvestor.dk.
Læs også: Privatøkonom advarer: Populær investering kan give skattesmæk
Læs også: Økonom om Zealand Pharmas regnskab: 'Kassebeholdningen bugner'
Millionærklubben Eksklusiv: Når magtbalancer forskydes
2025 har i den grad rykket ved verdens tilstand, og særligt USA’s præsident, Donald Trump, har været med til at ryste posen og sætte globale magtbalancer i bevægelse. Men kan den slags nybrud overhovedet bringe reel og længerevarende udvikling med sig, eller er der snarere tale om en midlertidig storm i et glas vand? Onsdag den 26. november undersøger Millionærklubben verdens aktuelle økonomiske tilstand og debatterer, om tidernes skiften kan bidrage til nye og interessante investeringer.
Debatten styres af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde:
Ulrik Bie, økonomisk redaktør på Berlingske
Steen Jacobsen, selvstændig investor, bestyrelsesmedlem og rådgiver,
og Thomas Thygesen, aktiestrategichef hos SEB.
I løbet af aftenen byder vi også på en forfriskning og lidt snacks, så du kan læne dig tilbage, blive inspireret af panelets ekspertviden og ikke mindst blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer. Køb dine billetter her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer

