Henter kommentarer

Fredagens aktier: Mærsk tog teten og sendte C25 i rekord


 
I videoen ovenfor kan du se mere om det danske aktieindeks, C25-indekset
Vis mere

Det var fortsat rift om de danske aktier fredag, hvor sværvægteren A.P. Møller-Mærsk løftede C25-indekset til den anden lukkerekord i år.

- Vi så i USA i går aftes en udpræget risikoappetit. Renterne steg, rentekurven stejler, vækstaktier og it-aktier præsterer ganske fornuftigt, de fleste indeks er i rekord i USA, vi har bitcoin over 40.000, og volumen i markedet for call-optioner (et værdipapir, der giver ret til at købe et aktiv på et senere tidspunkt, red.) er på det fjerdehøjeste niveau nogensinde, opsummerer aktiestrateg i Formuepleje Otto Friedrichsen over for Ritzau Finans.

Herhjemme sluttede C25-indekset 0,9 pct. højere i 1706,57. Det var årets anden lukkerekord. Den første blev sat mandag og hed 1701,55.

RATESTIGNINGER LØFTER MÆRSK

Der var rygklap til A.P. Møller-Mærsk, der har fået løftet kursmålet med 9 pct. til 17.000 kr. fra førhen 15.600 kr. af investeringsbanken HSBC.

Desuden kunne rederiet glæde sig over nye ratestigninger. Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index, SCFI, der måler spotprisen på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over, steg for 13. uge i træk - denne gang med 3,1 pct.

Læs også: Lau Svenssen om olie-aktie: 'Et særligt spændende selskab'

B-aktien i Mærsk steg 3,5 pct. til 14.465 kr., mens A-aktien lukkede 3,8 pct. højere i 13.420 kr.

Der var også fremgang til Genmab, der steg 3 pct. og satte lukkerekord i 2540 kr. Torsdag efter børslukketid viste data fra Bloomberg, at den amerikanske storbank JPMorgan tidligere på ugen løftede sit kursmål for aktien med over 33 pct. til 2600 kr.

MINUS TIL GN

I bunden af markedet faldt FLSmidth 2,3 pct. til 236 kr. efter en gevaldig optur på 6 pct. torsdag, hvor der blev spekuleret i, at et demokratisk kontrolleret Senat vil igangsætte større infrastrukturprogrammer.

GN Group lå desuden længe helt i bunden af markedet, men rettede sig noget i løbet af eftermiddagen og sluttede 0,2 pct. lavere i 475,60 kr.

Den seneste månedsstatistik viste fredag, at GN taber markedsandele hos den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner. Derimod steg markedsandelen for Demants brand Oticon. Demant-aktien lukkede 1,2 pct. højere i 229,30 kr.

MATAS OPJUSTERER

Blandt sidepapirerne faldt Matas 2,2 pct. til 85,80 kr. trods en mindre opjustering.

Der ventes nu en omsætningsvækst såvel som underliggende omsætningsvækst på over 10 pct. Tidligere var begge disse ventet at lande på 8 pct. Driftsmarginen, EBITDA-marginen, før særlige poster ventes stadig at være over 18 pct.

Læs også: Mads Christiansen: Disse aktier er endt i min portefølje

Læs også: Kapitalforvalter om 4 grønne, nordiske aktier: Dem har vi været glade for

/ritzau/FINANS