Henter kommentarer

Væksten fortsætter i Demant: Indsnævrer forventningerne


Den organiske vækst i lydselskabet Demant lander på 13 pct. i tredje kvartal. 

Det fremgår af en meddelelse tirsdag morgen. 

Samtidig indsnævrer Demant sine forventninger til året. 

Læs også: Direktør: Disse aktier ville jeg selv gå efter 

Således forventes den organiske vækst nu at lande på 12-13 pct. mod tidligere 11-14  pct. og driftsresultatet målt på EBIT på 4.050-4.350 mio. kr. mod tidligere 4.000-4.400 mio. kr. 

Omsætningen i kvartalet lander på 5.403 mio. kr. mod 4.863 mio. kr. sidste år. For de første ni måneder af året har Demant således omsat for 16.558 mio. kr., hvor man i samme periode sidste år omsatte for 14.360 mio. kr. 

Den høje organiske vækst i kvartalet skyldes i særdeleshed området Hearing Healthcare hvor blandt andet Hearing Aids har gjort en forskel, lyder det fra CEO og koncernchef, Søren Nielsen

»Jeg tilskriver succesen vores innovative og brede produktportefølje – Oticon Real gør det særdeles godt – og vores skarpe fokus på et tæt samarbejde med kunder og hørebehandling tilpasset den enkelte bruger. Demant har øget sin markedsandel betydeligt over de seneste kvartaler i et nu normaliseret marked for høresundhed, men vi ser stadig en negativ effekt på koncernen af resultaterne i Communications som følge af beslutningen om at lukke vores Gaming-aktiviteter samt et svagt marked for audioløsninger« udtaler han i meddelelsen. 

Af meddelelsen fremgår det, at nedlukningen af gaming-aktiviteterne forventes at have en »yderligere negativ engangseffekt på koncernens EBIT i andet halvår på DKK 50-100 mio., hvilket er indregnet i koncernens forventninger.« 

Læs også: Demant-topchef om exit fra gaming-markedet: Vi havde for lidt skala

Læs også: Nye regnskaber på vej - det her skal du holde øje med, hvis du har danske aktier