Aktien i det amerikanske skønhedsfirma Estee Lauder lukkede i et fald på knap 8 pct. mandag.

Kursfaldet skete efter, det kom frem, at Estee Lauder skulle være i forhandlinger om at overtage det spanske selskab Puig Brands.

Puig Brand står bag blandt andet Jean Paul Gaultier og Rabanne.

Lige nu stiger aktien i netop Puig Brand med mere end 14 pct., bemærker CNBC.

Mandag lød det ifølge mediet fra Estee Lauder, at der ikke er truffet en endelig beslutning om en eventuel handel.

Bliver handlen en realitet, vil fusionen skabe en af verdens største beautyvirksomheder, lyder det fra AL Sydbank.

Den samlede markedsværdi vil løbe op i mere end 40 mia. dollar.