Gabriel Holding opjusterer forventningerne til 2026 - aktien banker op


Det danske selskab Gabriel Holding opjusterer forventningerne til 2026.
Det sker, da salget i de fortsættende aktiviteter, har været stærkere end ventet, skriver selskabet i en meddelelse.
Gabriel har i de seneste år solgt dele af selskabet fra, men her er der altså fokus på den del, som fortsat hører under Gabriel Holding.
Det er både forventningerne til omsætning og driftsresultat for hele regnskabsåret 2025/26, der opjusteres.
Dermed forventer ledelsen nu, på baggrund af foreløbige og ureviderede regnskabstal, at omsætningen vil lande et sted mellem 537 mio. kr. til 539 mio. kr. mod tidligere 528 mio. kr til 532 mio. kr.
Driftsresultatet ventes at være i intervallet 50-52 mio kr. mod en tidligere forventning, der lød på 44-46 mio. kr.
Gabriel Holding-aktien sendes tirsdag op med 12,6 pct. og handles til en kurs på 244 kr. Mandag lukkede den med en kurs på 222 kr.