Henter kommentarer

Gambling-aktier kan blive de helt store vindere på Super Bowl


Gambling-aktier spås at nyde godt af et rekordstort antal væddemål inden for amerikansk fodbold. 

Sådan er vurderingen fra analytiker Chad Beynon fra børshuset Macquarie. Det skriver Bloomberg News om opgøret i Super Bowl, hvor Kansas City Chiefs natten til onsdag tog guldet mod San Francisco 49ers.

De konkrete tal er endnu ikke tilgængelige, men svimlende 68 mio. amerikanere ventes at have satset 23,1 mia. dollar. Det vil gøre Super Bowl til det opgør, hvor flest har satset penge på en sportsbegivenhed i USA's historie, lyder det. 

Næsten 30 mio. mennesker ventes at placere væddemål online gennem amerikanske betting-selskaber, viser tal fra American Gaming Association.

Nogle af de helt store vindere kan blive casinooperatører som MGM Resorts International og Caesars Entertainment, der har udvidet til mobil-betting, skriver mediet. De to casinokæmper ventes at nyde godt af både væddemål på spillet, men også et øget besøgstal i Las Vegas, der var vært for finalen. 

Den massive interesse for online betting har allerede sendt aktierne i online bettingplatforme som DraftKings og Flutter Entertainment, der ejer FanDuel, i vejret. DraftKings-aktien er eksempelvis steget 172 pct. de seneste 12 måneder, mens Flutter Entertainment steg 23 pct i 2023.

Den enorme begivenhed ventes også at give hotelkæmper som Wynn Resorts en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Super Bowl-billetterne er blevet dyrere end nogensinde, og derfor er det ifølge Chad Beynon også nærliggende at tro, at folk bruger mange penge på oplevelser. Det ventes også at kunne ses i tallene hos luksushoteller som Wynn Resorts, hvis aktie er steget 23 pct. de sidste tre måneder.

Op mod 330.000 gæster var ventet at besøge Las Vegas, hvilket ifølge estimater kan generere over 600 mio. dollar til den lokale økonomi. 

MGM og Caesars står til at vinde stort på den øgede tilstrømning. Det er første gang, at Las Vegas er vært for Super Bowl og casinooperatørerne, der allerede har oplevet stor interesse fra besøgende, har ifølge finansmediet gjort investorer spændte på næste uges regnskaber fra sektoren.