Henter kommentarer

GameStop taber millioner – aktien siver ned


Den amerikanske spilforhandler GameStop har præsteret et milliontab, som aktionærerne ser ud til at være utilfredse med.

Aktien falder i hvert fald 6 pct. i eftermarkedet, hvilket sker på bagkant af, at GameStop efter børsluk onsdag lagde sit regnskab frem til offentligt skue.

I regnskabet står det klart, at spilforhandleren har tabt 3,1 mio. dollar i tredje kvartal – hvilket svarer til godt 21,5 mio. kr. Det er dog bedre end samme kvartal sidste år, hvor underskuddet lød på dundrende 94,7 mio. kr.

GameStop kom for alvor på investorernes radar under coronapandemien, da en gruppe privatinvestorer rottede sig sammen på det sociale medie Reddit og besluttede sig for at investere heftigt ind i aktien, så den steg.

De private ville på den måde give en lærestreg til en række investeringsfolks på Wall Street, der havde shortet aktien og dermed sat penge på, at aktien faldt.

GameStop nåede på den måde helt op i kurs 53,5 dollar tilbage i 2021. Med minusset i eftermarkedet handles aktien nu til kurs 13,95 – det svarer til en nedtur på 74 pct. fra toppen.

Spilforhandlerens friske regnskab er blandt andet tynget af stigende renteudgifter, der ligger på 12,9 mio. dollar mod 3,7 mio. dollar samme periode sidste år.

Læs også: 

Læs også: