Milliardær vs. milliardær.
Bill Gates kommer nu med en særdeles kraftig kritik af, at Elon Musk har blandet sig i den politiske debat i en række europæiske lande.
»Det er sindssygt shit,« lyder det fra ham i et interview med The Times.
»Det er virkelig vanvittigt, at han kan destabilisere den politiske situation i andre lande.«

Elon Musk har i de seneste måneder blandt andet åbent støttet det højreorienterede britiske parti Reform UK samt det højreorienterede tysk parti AfD op mod det kommende valg.
Han har kritiseret den britiske premierminister, Keir Starmer, for at have været indblandet i en groomingskandale, og han er kommet med en generel kritik af Europas politiske tilstand.
Bill Gates, der grundlagde Microsoft, opfordrer nu til, at stater får lavet tiltag, så »superrige udlændinge ikke kan forstyrre deres valg«.
»Det er svært at forstå, hvordan nogen – der har bilfabrikker i både Kina og Tyskland, hvis rumselskab er ultraafhængig af suveræne stater, som har travlt med at skære 2 trillioner af det amerikanske budget og som står i spidsen for fem selskaber – er besat af en groomingsag i Storbritannien. Hvad sker der?« siger han.
Efter at have trukket sig fra aktive roller i Microsoft har Bill Gates i de seneste år også blandet sig ting, der foregår rundt omkring i verden. Og har forsøgt at påvirke regeringer og lignende.
»Men jeg er helt anderledes,« siger han.
For Bill Gates koncentrerer sig udelukkende om velgørenhed. Især at få nedbragt omfanget af hiv-smittede i verden, understreger han.
»Alle kan komme til at strække sig over for meget. Hvis man megaklog, og det er han, skal man kigge på, hvordan man kan hjælpe andre, men det her er populistisk larm,« siger Bill Gates med henvisning til Elon Musks ageren.

