Den danske biotekkæmpe Genmab bliver sendt voldsomt ned fra morgenstunden onsdag. 

Genmab-aktien bliver således handlet ned med 5,6 pct. efter knap en times børshandel og er dermed blandt de dårligste aktier i det brede Stoxx 600-indeks onsdag morgen. 

Det sker efter at Genmab tirsdag aften sendte sit regnskab for 2025 samt sine forventninger til 2026 på gaden. 

Her forventede selskabet en pæn omsætningsvækst i 2026, men en skuffende indtjeningsguidance og begrænset nyt om kommende lægemidler tynger aktiekursen. Sådan lyder det fra Jyske Bank: 

»Investorernes fokus var rettet mod guidance for 2026, som leverede den forventede omsætningsfremgang, men skuffende lidt med forventningerne til indtjeningen – en risiko vi havde flaget,« skriver Jyske Bank i en kommentar fra morgenstunden. 

Her påpeger banken, at midtpunktet i indtjeningsforventningerne er ca. 6,5 pct. dårligere end markedet havde ventet.

»Aktien kommer formentligt lidt under pres i dagens handel,« lød det videre fra morgenstunden.

Genmab forventer at omsætningen vil stige fra 3,72 mia. dollar i 2025 til 4,23 mia. dollar i 2026. Analytikerne havde ventet at omsætningen i 2026 ville være på omkring 4,125 mia. dollar.

Driftsresultatet landede i 2025 på 1.263 mio. dollar (justeret), hvor analytikerne havde regnet med 1.347 mio. dollar. For 2026 forventer Genmab at driftsresultatet vil lande på 1.150 mio. dollar, mens analytikerne havde regnet med 1.264 mio. dollar.

Du kan læse mere om regnskabet her

Genmab-aktien er faldet med 9 pct. i år indtil videre. 

Millionærklubben

Det skorter ikke på makroøkonomiske nøgletal fra USA, og bestemt heller ikke på tolkningen af disse. Men skærer man floskler og politiske agendaer ud af ligningen, hvor godt står det så egentlig til hos stormagten mod vest? Millionærklubben tager den amerikanske økonomis sundhedstilstand under lup og debatterer, hvordan investorer kan tage vare på porteføljerne i en tid med usikkerhed og forandringer. Panelet består af økonomisk redaktør på Berlingske, Ulrik Bie, og chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg, Lau Svenssen. Vært: Bodil Johanne Gantzel