Det danske biotekselskab Genmab steg en smule, efter nye salgstal for supersællerten Darzalex landede lidt højere end ventet.

I torsdagens handel falder aktien dog tilbage, og det kan skyldes, at investorerne fortsat fokuserer på noget helt andet, lyder vurderingen fra sundhedsanalytiker Emmanuel Papadakis fra Deutsche Bank.

- Opmærksomheden vil fortsat være solidt rettet mod pipelinen, lyder det fra analytikeren i en note.

Genmab har i årevis spundet guld på kræftmidlet Darzalex, der bruges til behandling af knoglemarvskræft. Men i 2029 ventes indtægterne fra Darzalex at dykke, da patentet udløber i USA, og i 2031 er det også slut i Europa og Japan.

Investorerne holder især øje med de tre lægemidler Epkinly, Rina-S og Petosemtamab, der kan blive potentielle arvtagere for Darzalex.

Deutsche Bank har anbefalingen køb på Genmab, der kan stige til en kurs på 2.250 kr. ifølge analytikeren.

Det indikerer et kurspotentiale på 20 pct. fra den nuværende kurs på 1.870 kr.

Læs også: Udbytte på vej fra stor dansk aktie: Så stort bliver det

Læs også: Sådan anbefaler analytikerne, at du handler Saab-aktien

Morgennyheder

Hver morgen opdaterer Euroinvestors finansjournalister dig på de vigtigste historier om dine aktier og i øvrigt om alt det, der påvirker økonomien - især din egen. Vært: Laura Nørkjær Seligmann