Henter kommentarer

Genmab ser stort potentiale i milliardopkøb: Potentiale til en blockbuster


Onsdag annoncerede den danske biotekkæmpe Genmab opkøbet af den amerikanske virksomhed Profoundbio, og med det har Genmab sikret sig rettighederne til et lægemiddel der efter egen vurdering kan blive en blockbuster. 

Sådan lød det i hvert fald fra ledelsen i Genmab på et konferencekald efter nyheden om det milliardstore opkøb onsdag. 

»Opkøbet af Profoundbio vil styrke vores vækstprofil på mellemlang til lang sigt og drive os hen imod en model, hvor vi selv ejer vores lægemidler,« sagde Genmab-topchef Jan van de Winkel på telekonferencen ifølge Finans

Læs også: Dansk hedgefond shorter elbilkæmpe: 'Det er den eneste aktie, vi er short i'

Genmab-ledelsen fremhævede særligt Profoundbios lægemiddelkandidat 'Rina-S', som skal behandle kræft i æggestokkene. 

»Rina-S har potentialet til at blive det bedste lægemiddel i sin klasse,« sagde Jan van de Winkel ifølge Børsen

Rina-S, som også blev fremhævet som potentielt 'best-in-class' lægemiddel af Genmab i annonceringen af opkøbet, er et såkaldt ADC-lægemiddel. Det dækker over antibody-drug conjugate, som er et nyt type lægemiddel mod kræft. Antistoffet fungerer mere målrettet ved at lede det kemoterapeutiske lægemiddel direkte til kræftcellerne, hvilket minimerer skaderne på de sunde celler.

Genmab forventer at starte afgørende forsøg med Rina-S i 2025 og regner på den baggrund med at kunne lande en godkendelse i 2027.

Investorerne tog dog ikke umiddelbart varmt imod nyheden om Genmabs opkøb af Porfoundbio. 

Genmab-aktien lukkede onsdagens aktiehandel med et fald på 2,1 pct. og er således faldet med 20 pct. det seneste år.